onsdag den 22. juli 2009

Annes 5 hurtige om bøger

Jeg hedder Anne Jægerslund og har været ansat på Sorø Bibliotek i 5 år. Tidligere har jeg arbejdet som optiker. Af interesser kan nævnes håndarbejde herunder strik, patchwork og broderi.
Derudover roer jeg i min fritid dog kun på motionsplan.

Hvad læser du lige nu?
Lige nu er jeg gået i gang med at genlæse Ken Follets ”Jordens Søjler”. Den læste jeg for mange år siden. Jeg glæder mig til at læse ”Uendelige verden” også af Ken Follet, og syntes derfor at jeg ville genopfriske romanen. Den er lige så god anden gang, som første.

Hvilken bog har betyder mest for dig?
Det er svært at fremhæve en bog fremfor en anden, men jeg har læst ”Drengen i den stribede pyjamas” en børnebog skrevet af John Boyne. Bogen handler om den 9-årige Bruno som flytter med familien fra Berlin til et sted han kalder for "Afsides", hvor der ligger en indhegnet lejr. Bruno er meget ensom, indtil han møder Shmuel fra den anden side af hegnet. De bliver venner…og hvad der siden sker, synes jeg selv du skal læse…den er absolut læseværdig selv for voksne.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?
Jeg læser nok ikke så mange romaner om året, men låner rigtig mange fagbøger med hjem. Her er det især håndarbejdsbøger jeg låner.
Der er lige udkommet en strikkebog af Annette Danielsen. Det er en rigtig god bog med gode opskrifter. Jeg kunne stort set strikke alle modellerne.
Derudover er den nyeste af Kaffe Fasset ”Overdådige Quilts” også en fantastisk fagbog. Her har Kaffe Fasset syet med stoffer i smukke farver og mønstre..Her kunne jeg også sy hvert et tæppe, der er vist.

Er der en bog/genre du ikke bryder dig om?
Generelt læser jeg ikke digte, fordi jeg ikke forstår den dybere mening.




tirsdag den 14. juli 2009

Harry Potter og halvblodsprinsen som film

Fredag d. 17.7.2009 er dagen, som rigtig mange Harry Potter fans har ventet på – ”Harry Potter og halvblodsprinsen” har premiere i alle Danmarks biografer.

Filmen skulle have haft premiere i november 2008, men premieredatoen blev udsat på grund af en forfatterstrejke i USA sidste år. Warner Brothers udsatte premieren, så de var sikker på at have et publikumshit denne sommer. Den sidste af J.K. Rowlings syv bøger om den unge troldmand, »Harry Potter og Dødsregalierne«, bliver delt op i to spillefilm, som ventes at få premiere i 2010 og 2011.

I ”Harry Potter og Halvblodsprinsen” er Harry endnu en gang tilbage på troldmandsskolen Hogwart efter at have tilbragt nogle kedelige uger hos sin plejefamilie i Ligustervænget. Han glæder sig, men han ved heller ikke, hvilke uhyggelige oplevelser han har i vente. Voldemort har nemlig strammet sit greb om både Mugglerne og troldmandsverdenen, og Hogwarts er ikke længere et sikkert sted at opholde sig. Dumbledore er opsat på, at forberede Harry på den endelige kamp, og sammen forsøger de at finde den nøgle, der kan afsløre Voldemorts forsvar. Filmens hovedpersoner har dog andre problemer end Voldemort. Harry føler sig mere og mere tiltrukket af Ginny, men det gør Dean Thomas også. Lavender Brown har besluttet, at Ron er fyren for hende og så er der en jaloux Hermione. Kan det blive mere spændende?

Warner Brothers har lavet en flot hjemmeside om filmen, hvor du kan se klip (trailers), billeder, downloade wallpapers og meget mere. Find den her.



Harry Potter på Sorø Bibliotek

1.
Harry Potter og De Vises Sten
bog - lydbog - film - på engelsk


2. Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
bog - lydbog - film - på engelsk


3. Harry Potter og Fangen fra Azkaban
bog - lydbog - film - på engelsk


4. Harry Potter og Flammernes Pokal
bog - lydbog - film - på engelsk


5. Harry Potter og Fønixordenen
bog - lydbog - film - på engelsk


6. Harry Potter og Halvblodsprinsen
bog - lydbog - på engelsk


7. Harry Potter og Dødsregalierne
bog - lydbog - på engelsk

fredag den 26. juni 2009

Michael Jackson

Michael Jackson (29. august 1958 - 25. juni 2009) døde torsdag i en alder af 50 år.

Michael Jackson har en meget lang karriere bag sig, da han allerede i 1964 kom med i sine storebrødres band "Jackson Brothers" som baggrundsmusikere, hvor Michael spillede conga. Da Michael var otte år gammel blev han og broren Jermaine forsangere, og gruppens navn blev ændret til "The Jackson"

I en alder af 13 gik Michael som solo og med albummet "Thriller" (1982) hvis salgstal har rundet 105 millioner satte han rekord med det mest sælgende album nogensinde.

Michael Jackson var en af dette århundrede største kunstnere, og har ikke kun fornyet sig musikalsk. Den megen mediomtale af ham som kunstner gik de seneste år på hans udseende, som ændrede sig radikalt fra afroamerikaner til hvid. Denne forvandling har naturligvis påvirket hans helbred, som blev forværret og mange havde ikke spået ham til at blive over 40.

Læs mere om Micael Jackson på Wikipidia

Bibliotekernes Netmusik kan du downloade hans musik og på YouTube kan du se videoer med ikonet.

På Sorø bibliotek har vi en stor samling af hans musik:

Reserver Thriller

Reserver : History

tirsdag den 16. juni 2009

Roskilde Festival

Mudder, fadøl, nøgenløb, solskoldninger og selvfølgelig musik er alt sammen noget man forbinder med Roskilde Festival.

Igen i år er der Roskilde Festival. I år foregår det fra d. 2-5. juli og varm-up fra d. 28. juni.

Roskilde Festival er en af verdens største og førende musikfestivaler. Der er mere end 180 koncerter i løbet af otte oplevelsesrige dage og ca. 75.000 gæster.
Men Roskilde Festival tilbyder jo meget mere end musik. Du har bl.a mulighed for at tage en dukkert i badesøen eller lære cirkusatister ved en workshop. Derudover er der også internetcafé samt økologisk supermarked.
Se hele programmet på Roskilde-Festival.

Roskilde Festival præsenterer hvert år musik i alle tænkelige genrer og fra hele verden. I år er der store navne på programmet såsom Faith No More, Coldplay, Mew og Trentemøller, og mindre kendte såsom White lies og danske The Mars.

Varm op inden festivalen med musikken.
Her på Sorø Bibliotek kan du låne mange af de store navne såsom, Coldplay, Trentemøller og Sklipknot.
Også på netmusikken kan du finde kunstnere fra Roskilde Festivalen.

fredag den 29. maj 2009

Stines 5 hurtige om film

Jeg hedder Stine, er 36 år og nyligt ansat bibliotekar på Sorø Børnebibliotek i et barselsvikariat.
Jeg har altid interesseret mig for film, og har igennem flere år fulgt diverse kurser i filmvidenskab på Folkeuniversitet. Det har dog ligget lidt stille, siden jeg har fået børn. Men jeg følger stadig med i, hvilke film der har premiere igennem anmeldelser, filmprogrammer og alt for sjældne biografture. Det bliver mest til de nyeste børnefilm, men indimellem bliver der tid til at se en film efter eget valg!

Hvad er den sidste film, du har set?
Det må være ”Monsters vs. Aliens” fra Dreamworks. Ganske fantastisk børnefilm, vildt underholdende og tempofyldt og spækket med filmreferencer, så forældrene i biffen også har noget at grine af! Mine drenge var nødt til at stille sig op i biografen og huje højt, så sej var den!

Hvad har været din største filmoplevelse det sidste år?
Der har været flere virkelig gode film de seneste år. Desværre har jeg ikke nået at se alle dem, jeg gerne ville i biografen, men så er det jo skønt, at man kan låne dem på dvd. Det bliver jo aldrig den samme oplevelse som i biografen, hvor man ikke skal tage hensyn til lydstyrke, børn der vågner, telefoner der ringer og andre forstyrrende elementer, men det er bestemt bedre end ingenting. Hvis jeg skal fremhæve en enkelt film, må det blive ”Revolutionary Road” instrueret af Sam Mendes. Den er et imponerende bevis på, at det kan lade sig gøre, at få noget så almindeligt og hverdagsagtigt som problemer i ægteskabet til at blive til stort drama og kunst. Udover at den er helt utrolig velspillet i alle roller, så er dialogen mellem de to hovedroller, Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, helt fantastisk velskrevet. Dilemmaer der opstår i ethvert ægteskab, bliver taget op og vendt og drejet på den mest elegante vis. Og man sidder tilbage med en stor lyst til at få det allerbedste ud af sit liv og huske at tale med sin bedre halvdel om, hvad man vil med det...livet altså!

Hvilken film har betydet mest for dig?
Det er jo et umuligt spørgsmål, så jeg tror hellere, jeg vil svare på, hvilken instruktør der har betydet mest...eller instruktører måske...Først og fremmest Alfred Hitchcock pga. hans helt unikke evne til at skabe suspense og uvished hos sit publikum. Han har gjort, at jeg nok aldrig får et sundt og almindeligt forhold til fugle igen! Dernæst, en anden stor fan af Alfred Hitchcock, Martin Scorsese, som kan noget helt specielt med sine film. Ofte er det emner som skyld, skam og ære han kredser om, og så gør han stor brug af symboler på en meget raffineret måde. En anden af mine favoritinstruktører er den australske Baz Luhrmann. Det er et helt andet filmsprog, som er langt mere muntert og farverigt i udtrykket, f.eks. film som ”Strictly Ballroom”, ”Romeo and Juliet” og ”Moulin Rouge”, hvor der er fuld knald på musikken, billedsproget og ironien og ikke mindst en masse referencer til andre filmgenrer og deres virkemidler. Og så er jeg 100% Lars von Trier-fan, og jeg er meget spændt på at se hans nye ”Antichrist”, selv om den lyder ganske styg på mange måder!

Hvilken genre bryder du dig ikke om?
Jeg er faktisk virkelig bred i min filmsmag, så der er ikke en bestemt genre, jeg aldrig ville væl-ge. Men jeg er nok ved være færdig med de dybt forudsigelige ungdoms-kærlighedsfilm...men det har nok lige så meget med min alder at gøre!

tirsdag den 19. maj 2009

EU-valg og Tronfølgeloven

Europa-Parlamentsvalget 2009, også kaldet EU-Parlamentsvalg, EU-valg eller EP-valg afholdes fra 4. til 7. juni i den Europæiske Unions medlemslande. I Danmark holdes EU-valget søndag den 7. juni samtidig med folkeafstemningen om tronfølgeloven. I 2009 skal der vælges 13 danske mandater til Europa-parlamentet mod 14 mandater i 2004.
Følgende partier og bevægelser stiller op:

Derudover skal vi også stemme om tronfølgeloven . Den gældende tronfølgelov er fra 1953. Den giver mænd fortrinsret til at arve tronen med sætningen: ”søn går forud for datter” i § 2. Det er denne sætning, som Folketinget foreslår bliver fjernet i tronfølgeloven anno 2009.
Du stemmer altså om at ændre tronfølgeloven, så drenge og piger ligestilles i retten til at arve tronen.

Læs Tronfølgeloven her

Læs forslaget om lov til ændring af tronfølgeloven anno 2009 her

mandag den 11. maj 2009

Database over danske modstandsfolk

Frihedsmuseet har oprettet en database over danske modstandsfolk. Databasen er tilgængelig via nettet og er søgbar for alle og indeholder oplysninger fra ca 15.000 bøger og artikler om modstandsfolk og modstandsbevægelsen.

I databasen kan man finde information om:

-Oplysninger om personen (navn, fødselsdato, hjemsted, stillingsbetegnelse)
-Stedet eller stederne, hvor vedkommende var tilknyttet modstandsbevægelsen
-typen af det modstandsarbejde, som vedkommende deltog i
-Vedkommendes organisationstilknytning - til undergrundshæren såvel som til modstandsorganisationer, som var aktive under selve besættelsen
-Vedkommendes eventuelle rang i undergrundshæren, f.eks. delingsfører eller ordonnans

Derimod fortegner basen ikke de aktioner, som hver enkelt har deltaget i. Vil man vide noget om dem, må man søge videre i litteraturen. Basen henviser heller ikke til utrykt materiale rundt om i arkiverne, men det er frihedsmuseets håb, at det kommer med på sigt.

Link til databasen

Link til bibliotekets fortegnelse over databaser

tirsdag den 5. maj 2009

Boganbefaling: Offer af S. J. Bolton

I øjeblikket hitter de nordiske krimier, men de kan også skrive krimier i England.
Engelske S. J. Bolton (Sharon) har skrevet denne virkelig spændende krimi, der foregår på Shetlandsøerne.

Lægen Tora er sammen med sin mand Duncan flyttet til de naturskønne Shetlandsøer, hvor han er født. De er flyttet til øerne på grund af hans nye job. De har købt et skønt hus ude på landet, hvor der er plads til Toras heste og alt ånder fred og idyl.

Men så! Da Toras gamle hest dør, vil hun begrave den på marken bag huset. Da hun graver hullet finder hun et kvindelig, hvor hjertet er skåret ud og mærkelige runer er skåret ind i kvindens hud. Runerne i kvindens hud og gamle sagn om trolde, der røvede kvinder og børn, samt den kendsgerning at kvinden har født kort før sin død – får Tora til at efterforske kvindens død.

Gennem sin stilling på det lokale hospital får hun styrket sin mistanke om, at noget er helt galt på øerne. Da nogen eller nogle prøver at slå hende ihjel – ved hun, at hun er i gang med at finde ud af noget, der helst ikke skulle være opdaget. En kvindelig politibetjent er den eneste, hun kan stole på. Men betjenten tager sit eget liv, og det er nu op til Tora selv at opklare sagen om den døde kvinde på hendes mark.

Det er en meget spændende bog – hvor man helt frem til slutningen er i tvivl om, hvem der er ude på at slå Tora ihjel og hvem hun trygt kan bede om hjælp. Mændene omkring hende er lige så barske som den natur, der omgiver dem og de gemmer på en dyster hemmelighed. Beskrivelserne af øens natur og folklore gør kun bogen mere interessant.

Denne debutroman af S.J. Bolton er en af de bedste krimier, jeg har læst i lang tid. Og den kan sagtens måle sig med de populære nordiske femi-krimier, der i øjeblikket bliver flået ned af hylderne både på biblioteket og i butikkerne.

Jeg glæder mig allerede til den næste bog fra S.J. Bolton – så skynd jer at læse Offer – I bliver ikke skuffede!

Dorte/bibliotekar

Klik her for at reservere Offer på Sorø Biblioteks base

tirsdag den 21. april 2009

Helles 5 hurtige om musik

Generel præsentation
Jeg er nyuddannet bibliotekar og er blevet ansat ved Sorø Bibliotek i et barselsvikariat. Musik spiller en stor rolle for mig. Jeg er bedre til både at arbejde og slappe af, hvis jeg hører musik samtidig. Jeg er dog lidt forfalden til at høre de samme 10-15 bands hele tiden.

Hvad hører du i øjeblikket?
Lige for tiden hører jeg meget Last.fm, men under opvasken om aftenen står den som regel på Volbeats ’The Strength/ The Sound / The Songs’. Dette album afløste Brandi Carliles debutalbum, Brandi Carlile, som jeg købte i England sidste år. Jeg har dog netop fået en speciel edition af Michael Jacksons Thriller-album, så nu sker der nok snart lidt udskiftning igen.

Hvad har været din største musikoplevelse det sidste år?
Jeg forstår to ting ved musikoplevelse. Dels albums, der er en oplevelse at lytte til og dels koncerter. Min største album-oplevelse i år, startede længe inden albummet udkom. Omkring maj blev jeg nemlig gjort opmærksom på Sys Bjerres myspace og derigennem hendes musik. Begejstringen for hendes hyggelige hverdagsbitterhed blev kun større da jeg hørte hele albummet.
Den største koncert-oplevelse i år var at høre Anne Linnet spille fredagsrock i Tivoli i sommers. Der var sort af mennesker og hun leverede en fremragende koncert. Jeg var meget hæs, da jeg forlod Tivoli den aften. Selvom det var en god koncert, så var den dog ikke på højde med de to bedste jeg har været til.
I 1995 oplevede jeg Dizzy Mizz Lizzy på Orange scene på årets Roskilde Festival fra en af de forreste bølgebrydere, hvilket længe var min største koncertoplevelse. I 1999 havde så jeg en helt anderledes koncertoplevelse, da Cher gæstede Forum på sin Believe-tour. Ud over det fantastiske show, så fik jeg også øjnene op for meget af det gode hun har lavet inden da. Nu foretrækker jeg umiddelbart hendes album ’Its a mans world’.

Hvilken cd har betydet mest for dig?
Det er svært at nævne en bestemt cd, fordi der har været så mange betydningsfulde. En jeg kan fremhæve er dog Dizzy Mizz Lizzys debutalbum Dizzy Mizz Lizzy, der var med til at åbne denne lille poptøs’ øjne for rockens charme. Ellers synes jeg det er svært at afgrænse sig til enkelte cd’er. Det er mere kunstnernes overordnede produktion, der gør indtryk. Dem der har betydet mest for mig er Michael Jackson, D-A-D, Volbeat og Cher.

Hvilken genre/cd bryder du dig ikke om?
Der er ikke umiddelbart nogen genrer jeg ikke kan lide, men alle genrer har stærke og svage sider. Rock og pop har efter min mening færre svagheder end de fleste.

torsdag den 16. april 2009

Ida Jessen får Søren Gyldendal pris

Forfatter Ida Jessen fik onsdag Søren Gyldendal Prisen på 200.000 kroner.
Ida Jessen står blandt andet bag romaner som "Den der lyver" og "Det første jeg tænker på".

I begrundelsen for at give hende prisen, lyder det bl.a at hun:-"Gennem nænsomt beskrevne stemninger og konflikter fuldendt i et sikkert greb om det danske sprog viser stor indsigt i det moderne menneske". Ida Jessen debuterede i 1989 med novellesamlingen "Under sten", og hun har siden skrevet romaner og noveller for både børn og voksne.

Prisen overrækkes i forbindelse med Søren Gyldendals fødselsdag, og er blevet overrakt siden 1958. Søren Gyldendal Prisen uddeles årligt af forlaget Gyldendal i forbindelse med Søren Gyldendals (1742-1802) fødselsdag. Prisen uddeles til forfattere for deres stærke og særprægede skabergerning.

Sorø Bibliotek har et stort udvalg af Ida Jessens bøger.