tirsdag den 15. december 2009

Lån en serie til din ferie

Julen nærmer sig og også juleferien, så er det rart med en god bog eller flere.
Julen er jo hjerternes og traditionernes tid, så hvad er mere oplagt end at læse slægtsromaner.
Der er rigtig mange serier at vælge imellem både danske og udenlandske.
Efter min mening er en god slægtshistorie = en historie der bringer en tilbage i tiden, hvor man spændt følger bogens hovedpersoner og deres efterkommere. Mine favoritter er de serier, hvor man følger både herskabet og tyendet. Romaner med ”Matador-stemning”.

Jeg har læst mange rigtig gode slægtshistorier, men skal jeg vælge 5, så bliver det hovedsageligt danske slægtsromaner, der foregår i 1900-tallet. Da julen er traditionernes tid og tiden til at mindes, så kan jeg varmt anbefale at stifte bekendtskab med en af disse serier om livet på landet i de gode gamle dage. Hvis man allerede har læst de nedenstående serier, så er det da ren julehygge at genopfriske bekendtskabet med dem, de kan sagtens læses igen.

John Nehms serie om livet på landet i Nordsjælland i starten af 1900-tallet. Historien om storbonden Mads Klausen har udgangspunkt i forfatterens far Kai, der som 6-årig fik tjeneste hos en storbonde. I seriens fire bind beskrives tiden omkring 1920 på Svalegården og i København gennem Mads Klausens folk. Både på landet og i København har småkårsfolk det hårdt.
Mads Klausen er ikke nogen rar man, hvilket går ud over de folk, der tjener på gården.
Seriens titler er: Dagen og vejen; En for alle; Som man sår; I krig og kærlighed.

Ole Frøstrups slægtsroman om den unge Sofie og hendes dramatiske liv i pagt med naturen blandt fjordfiskere og skovarbejdere i 1930'erne ved Isefjorden. Man følger Sofie, der er 13 år, da historien starter. Sofies far fisker ål bl.a., og hendes mor er en dygtig kvinde, som samler urter, som både familien og naboer får megen glæde af. I de kommende år sker der voldsomme ting i hendes liv. Moderen og faderen dør under dramatiske omstændigheder og Sofie selv begår frygtelige fejl, som hun må bøde for, men hun finder også kærligheden til barndomsvennen Kristian. Serien titler er: Sofie; Kristian; Mads.

Ester Bocks serie om en østjysk dyrlægefamilie, der starter med bogen ”Grønne grænser”.
Dyrlægen Knud og hans kone Gudrun og deres 3 døtre er bogens hovedpersoner og gennem dem skildres hverdagslivet i årene 1945-55. Det er familiens liv man følger i serien, og de valg som personerne kommer til at træffe afspejler den tids historie. Der skete en masse i tiden efter krigen og den udvikling skildrer Ester Bock rigtig godt, ved hjælp af den udvikling som seriens kvinder gennemgår. For det liv som Gudrun og kvinderne før hende kendte til er væk, hendes døtre har helt andre valg at tage stilling til.
Seriens titler er: Grønne grænser; Tonefald; Længdespring ; Flyv fugl ; Vokslys ; Mens graven kastes.


En anden serie, man ikke kommer uden om er Villy Damstrups ”Tvivleren: et tidsbillede”. Vi er igen i det jyske anno 1924. Den sjællandske pige Olga får arbejde som lærerinde i et stærkt indremissionsk sogn i Vestjylland. Efter mange konflikter med de stedlige normer, som fx at hun som kvinde ikke må cykle, falder hun dog til og bliver gift med gårdejersønnen Jesper.
Indre Mission har godt fat i de fleste sjæle i landsbyen og deres mødekreds - "Samfundet" - er indflydelsesrig ikke desto mindre finder flere af medlemmerne ud af selv at bøje teksten, så de kan leve deres egne lidenskaber ud. Historien bærer præg af forfatterens store kendskab til tiden og miljøet og af kærlighed til sine kantede, særprægede personer. Med lune og forståelse for deres lidenskaber og synder, deres enfold og hjælpsomhed og især deres økonomisk hårde livsvilkår, formår Villy Damstrup at fastholde læserens interesse.
Serien består af: Tvivleren. [Bind] 1; Tvivleren. [Bind] 2; Tvivleren. [Bind] 3.




Til sidst skal vi en tur til Irland og Amerika. ”Håbets land” af Ann Moore, er første del af en meget spændende serie, der skildrer de fattige ireres kamp mod englændernes brutale overherredømme i midten af 1800-tallet. I centrum står purunge, tapre Grace O'Malley, hvis far hjælper hende til ægteskab med den engelske godsejer Bram på hvis jord familien træller. Efter et skrækkeligt ægteskab, og indblanding i den irske frihedsbevægelse, må Grace flygte til Amerika. Turen til det forjættede land ombord på skibet er ikke nem og nemmere bliver det ikke, når hun kommer til Amerika.
Serien består af: Håbets land; Graces nye liv; Lykkens by.

Det er rigtig god juleunderholdning. God fornøjelse!

onsdag den 9. december 2009

Lisbeths 5 hurtige om bøger














Hej! Jeg hedder Lisbeth og er 24 år gammel. Jeg har en søn på 2 år, som elsker bøger lige så meget som hans mor gør. Jeg blev færdiguddannet som bibliotekar i januar 2009, og har siden august arbejdet i et barselsvikariat på Sorø Bibliotek. I min fritid går jeg til konkurrenceskydning med riffel og når vejret er til det, tager jeg ud og dykker.

Hvad læser du lige nu?
Lige nu er jeg i gang med "Det gyldne kompas" af Phillip Pullman, og jeg regner da stærkt med at fortsætte med "Skyggernes kniv" og "Ravkikkerten", men ofte kan jeg sagtens læse mere end en enkelt bog ad gangen.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Det er svært at sige. Jeg har læst så ufattelig mange bøger. Den børnebog der har betydet mest må næsten være "Strudsen Rasmus", den er så sød og sørgelig på samme tid, at man ikke kan andet end at holde af den. Af de bøger jeg har læst senere hen, er det nok Josefine Ottesens historie om Mira "Dæmonernes hvisken", "Dronningens Tåre" og "Krystalhjertet". I det hele taget er Josefine Ottesens bøger helt fantastiske.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?
Det må nok være de tre bøger om Mira som jeg nævnte ovenfor. De beskriver en ung pige med et kæmpe ansvar, som hun ikke selv føler at hun kan stå med, og Ottesen beskriver hvordan Mira langsomt, men sikkert, vokser med opgaven og til sidst indser, at hun har haft styrken i sig hele tiden. Alle unge piger burde læse den trilogi!

Er der en bog/genre du ikke bryder dig om?
Der er ikke nogen genre jeg som sådan vælger fra, men jeg foretrækker fantasy eller lignende genrer. Det vigtigste for mig er at bogen er godt skrevet, hvilket er grunden til at jeg aldrig kommer igennem Tusmørke.