fredag den 13. juni 2008

Lær engelsk når du vil, hvor du vil

Er du på vej på ferie og synes dit engelsk trænger til at blive genopfrisket, er der hjælp at hente på biblioteket - og på nettet.

På Sorø Bibliotek har vi forskellige sprogkurser. Vi har bøger, cd og cd-rom og enkelte kassettebånd, og der er noget for dig hvadenten du er på begynder- eller fortsætterniveau. Ønsker du bare at komme igang med at læse skønlitteratur på engelsk, har vi masser af nye og ældre romaner samt easy readers, der indeholder gloser og ordforklaringer, hvis du ønsker det.

Hjemmesiden Engelsk for alle er et nyt tilbud til dig der vil træne dit engelsk. Der findes bla. et Sprogtjek, hvor du vha. en test kan finde dit aktuelle niveau. Siden indeholder en søgefacilitet, hvor du helt enestående kan søge udfra niveau eller hvilken særlig færdighed du ønsker at træne, fx. læse eller tale. Søger du faglitteratur på engelsk, får du mulighed for at vælge emne, og blandt skønlitteraturen kan du begrænse til genre. Når du finder materialer, du kan bruge, kan du via Bibliotek.dk bestille dem til afhentning på dit lokale bibliotek.

Udover Sprogtjek og søgning indeholder hjemmesiden en masse links og generelle råd om, hvordan man kan træne sit engelsk og lære i sit eget tempo.

God fornøjelse med Engelsk for alle.

Ingen kommentarer: