Viser opslag med etiketten boganbefaling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten boganbefaling. Vis alle opslag

onsdag den 4. september 2013

Ellens bogreol (udstilling ophørt)



 
Jeg er voksenbibliotekar det meste af tiden (nogen gange er jeg også børnebibliotekar)

Om sommeren læser jeg ikke så meget, der bruges fritiden på islandske heste, men lidt bliver det da til.

Kim Leine holder jeg meget af. Jeg har læst alle hans bøger og den sidste han har skrevet: Profeterne i Evighedsfjorden er hans absolut bedste. Her kan man mærke at han virkelig er blevet forfatter med stort F.
 
Henriette Rostrup har skrevet en psykologisk spændende og frygtelig uhyggelig bog om en kvinde der kommer til at køre en lille dreng ned og flygter fra stedet.

I øjeblikket er jeg ved at læse: Du forsvinder af Christian Jungersen. Man må sige: Han gør det igen – kommer ind under huden på en kvinde.

onsdag den 29. maj 2013

Pers bogreol

Jeg er blevet bedt om at følge i mine kollegers fodspor og skrive lidt om min bogreol på www.minbogdinbog.dk

Desværre har den – i øvrigt udmærkede side – problemer med at vise bogforsider i øjeblikket, og det begrænser funktionaliteten temmelig meget, så i stedet vil jeg skrive lidt om 5 gode bøger jeg har læst i den senere tid. Jeg læser meget bredt, så det er lidt af en blandet buket.

Delhis smukkeste hænder.
Ny svensk bog af Mikael Bergstrand om den midaldrende Göran Borg, som er skilt, bliver fyret og generelt er temmelig desillusioneret. Han lokkes med til Indien, og møder både kærligheden og den blomstrende indiske kultur og befolkning. Det er en dejlig humoristisk beretning om mødet med fremmede kulturer.

Live
Klaus Høeck’s seneste digtsamling er en slags roadmovie rundt i Danmark sammen med konen.

Sansninger og betragtninger om alt fra maden de spiser til engle og djævle i de danske kirker. En fantastisk bog som kan læses igen og igen.

Den kendte verden
Edward P. Jones har skrevet en bog om de amerikanske slaver og deres vilkår i anden halvdel af 1800-tallet. Noget af det specielle ved bogen er at den centrale slaveejer selv er sort, søn af en  frikøbt slave. Bogen er baseret på virkelige personer, og giver et bredt kalaidoskopisk billede af det amerikanske samfund i slaveriets sidste dage. En rigtig god bog.

Wild
En selvbiografisk beretning om den unge kvinde Sheryl Strayed, der beslutter sig for en 100 dages vandretur på den 1800 km lange Stillehavsrute efter at hun nåede bunden pga. morens død, skilsmisse, misbrug m.m. En udviklingsrejse med beskrivelser af naturen samt møder med mennesker undervejs. En hård tur gennem delvist øde land, som gør Sheryl til et stærkere menneske, og giver hende en bedre ballast til at begynde sit liv på en frisk.

Den mystiske sag om hunden i natten
Mark Haddon

En utrolig rørende, stedvis humoristisk, men også sørgelig bog om den autistiske dreng Christophers opklaring af sagen om naboens dræbte hund.

Historien er fortalt fra den hyperintelligente drengs synsvinkel, og den giver et troværdigt billede af hvordan en person med Aspergers syndrom oplever verden. Mellem linjerne fornemmer man de svigt han bliver udsat for, men heldigvis får han også hjælp og møder venligtsindede voksne, så Christopher selv oplever sin verden som noget godt og lyst.

onsdag den 8. maj 2013

Annettes bogreol



 

Jeg benytter www.minbogdinbog.dk og synes det er et glimrende værktøj til netop at huske, hvad man har læst. Jeg synes sitet er brugervenligt og nemt at søge i, men jeg mangler inspiration til at finde bøger, jeg har læst - og vil læse.

Minbogdinbog præsenterer mig for profiler, der ligner min egen, eller, som indeholder titler jeg også har læst. Dog er jeg blevet skuffet over, at de andres bogreoler, er et sammensurium af fagbøger, børnebøger og romaner- og dermed har jeg svært ved at finde inspiration til fx skønlitteratur.

Men det gode ved hjemmesiden er, at jeg til enhver tid kan finde læste bøger frem. Og hvis jeg hører eller læser om en bog, jeg godt kunne tænke mig at læse på et senere tidspunkt, kan tilføje den, så jeg husker den. Samtidig kan jeg også give bøgerne få eller mange stjerner, alt efter hvor gode de er.

For tiden læser jeg ”Profeterne i evighedsfjorden” af Kim Leine, og den kan varmt anbefales. Bogen er prisbelønnet og jeg forstår godt hvorfor, da den både har gode iagttagelser af Kbh. i 1700-tallet, Grønland og gode personbeskrivelser. Jeg er i det hele taget meget begejstret for Kim Leines romaner, som er meget barske, men printer sig ind i hukommelsen.

Derudover kan jeg godt lide humoristiske bøger, som fx den norske forfatter Erlend Loe, som i bogen ” Stille dage i Mixing Park” (autooversæt af Garmisch Partenkirschen) skriver om et par, der tager på weekendtur til Berlin. Konen er tysklærer og meget fascineret af det germanske, mens manden hader alt det tyske, hvilket bogen skildret meget humoristisk.

Og så holder jeg af danske forfattere som Helle Helle, Ida Jessen, Katrine Marie Guldager samt bøger, hvor man også får indblik i ny kultur, miljøbeskriver som fx i "Drageløberen" eller "Bag det evigt smukke", som beskriver livet fra en indisk ghetto.

Og så kaster jeg mig over højtlæsningsbøgerne til mine drenge. Engang imellem er der bøger, jeg synes er pragtfulde til voksne også.  For kort tid siden læste jeg ”Allan, den menneskelige antenne skrevet af Peter Frödin og Line Knutzon : Bogen handler om en dreng, der i en sommerferie holder ferie med en nabo, som er fascineret af uforer. Og projektet bliver så at få kontakt med en UFO! Bogen er vældig humoristisk og kan læses på få timer. Det er den første bog Peter Frödin har skrevet, og jeg håber han fortsætter!

 
 
 
 

mandag den 22. april 2013

Dortes bogreol - sådan husker du bøgerne

Mit navn er Dorte, jeg er bibliotekar, og jeg er bogelsker. I mit arbejde bliver jeg tit spurgt: "Kan du anbefale en god bog?" OG så opstår problemet. Jeg har læst masser af bøger, men det er de samme 10 bøger, jeg husker, når jeg skal anbefale en god bog.
Og når man skal lave en udstilling med ens bedste læseoplevelser, så kommer de små grå på arbejde. Hvordan husker man de bøger, man har læst, og de bøger man vil læse? Og hvordan husker man, om den var ok eller god eller virkelig dårlig. Jo hjælpen er nær!

For nogle år tilbage lavede en af mine kolleger på biblioteket en udstilling om hjemmesiden www.minbogdinbog.dk OG denne side har været en stor hjælp for mig. På denne side kan man lave sin egen bogsamling = profil, og man kan finde inspiration ved at se, hvad andre læser.

Så når mine 10 favoritter er lånt ud, så logger jeg mig ind på min bogsamling, ser listen med bøger-jeg-har-læst, og når jeg ser forsiderne, kan jeg huske bøgerne, og hvad jeg syntes om dem. Men jeg bruger også min bogsamling til at gemme gode læsetips fra andre, så når jeg selv skal have en god bog = ser jeg , hvad står der på min liste af bøger-jeg-vil-læse.

Så jeg vil varmt anbefale andre glemsomme læsere, at besøge siden /www.minbogdinbog.dk og oprette en profil.




fredag den 8. marts 2013

Erotiske bøger

Den erotiske romantrilogi Fifty Shades of Grey har taget verden med storm. Men selvom du for længst har læst sidste side af fortællingen om Ana Steele og Christian Grey, er der stadig masser af andre bøger, du kan kaste dig over.

Du kan jo starte med en af klassikerne som John Clelands Fanny Hill: En glædespiges erindringer fra 1749, eller D.H Lawrences Lady Chatterleys elsker fra 1928, eller hvorfor ikke O's Historie af Pauline Réage fra 1954?

De nyere erotiske romaner bringer os verden rundt. Start fx. hos naboerne i Norge, hvorfra Natønsket af Anne B. Ragde stammer, rejs videre sydpå til Sicilien, hvor Melissa Panarellos 100 tag med hårbørsten før sengetid foregårHerfra kan turen fortsætte til det eksotiske Marokko i selskab med Nedjmas Mandelen

Det er også muligt at forblive under de hjemlige himmelstrøg med den danske novellesamling Prøverummet af Lotte Garbers eller romanen Ti lektioner i lyst skrevet af en ukendt forfatter under pseudonymet Benedicta Söderberg.

I en helt anden boldgade er den amerikanske romanserie The Black Dagger Brotherhood skrevet af J.R. Ward, hvoraf de 3 første bind er kommet på dansk. Heri blandes erotik og spænding, når stærke og sexede mandlige vampyrer bekæmper ondskab, og forfører og forføres af smukke kvinder....

Se vores bogudstilling med erotiske bøger i voksenudlånet på Sorø Bibliotek.

Besøg også Litteratursidens tema Litterære Knald.

fredag den 16. september 2011

Grønne tips til at spare på ....

Onsdag d. 21.9 kl. 19.00 er der foredag på Sorø Bibliotek med FruGrøn. Foredraget handler om, hvordan vi som personer og familier kan ændre adfærd i en mere bæredygtig retning. Til daglig er Fru Grøn kendt som Anne Grete Rasmussen og på hendes hjemmeside: http://husarbejde.dk/ , kan man hente inspiration til at få en grønnere hverdag. Siden har også en masse gode råd til at undgå madspild.


Foredraget er onsdag aften og når først, man har købt sin billet til 30,- kr. på Biblioteket i Sorø eller i Dianalund, så får man en aften med masser af gode råd og smagsprøver fra den soranske natur. Der vil også være kaffe og FruGrøns æblekage.

Har man ikke lige tid onsdag aften, så kommer her en række gode bøger, som man kan låne på biblioteket om fx at spare på energien eller spare på den mængde mad vi smider ud. En række grønne tips som kan hjælpe en i hverdagen!

Bogen Stop spild af mad handler om at planlægge ugens måltider, så man ikke smider madrester ud, der ikke fejler noget. Bogen indeholder en masse gode råd om forebygning af madspild og er udgivet som en del af bevægelsen "Stop Spild Af Mad"s kamp mod madspild i Danmark.

En anden bog der også giver gode råd til at få mest muligt ud af den mængde mad vi køber er Køkkenkræs og kloge kontanter. Bogen handler om at planlægge sine indkøb og lave madplan for en uge af gangen. Madplaner er åbenbart en måde at undgå madspild på og spare nogle penge, og der er masser af inspiration at hente på bibliotekets hylder til diverse opskrifter. Så lån en stak bøger med hjem og sæt dig ned en søndag eftermiddag og planlæg ugens mad = indkøb.

Flere råd til at få en besparende hverdag gives der i Grønne sparetips, bogen giver gode råd og tips om hvordan man kan få en mere miljø-rigtig hverdag og samtidig spare penge. Bl.a. med hensyn til energi, transport, affald, genbrug, økologi og gør det selv-tips.

Der er også hælp at hente til at spare på energien i Varmen på rette sted og Energien på rette sted. I bogen Kom ind i klimakampen er der også rigtig gode råd til, hvordan man som privat kan ændre sine vaner og spare energi. Biblioteket udlåner også Elmålere, så kan du finde ud af, hvor meget strøm de enkelte apparater i hjemmet bruger.

Kom ned på biblioteket og lån gode spareråd med hjem.

torsdag den 5. august 2010

Vil du se mit natbord?

På Sorø Bibliotek kan du i øjeblikket se en udstilling med personalets natbordslæsning. Natbordene bliver løbende fyldt op og udskiftet, og du kan naturligvis låne alt, hvad der bliver lagt frem.

Her fortæller et par af os, hvad vi har valgt at lægge frem og hvorfor.

Elisabeth om sit natbord:

Jeg har valgt at lægge nogle tegneserier på. Jeg synes ikke jeg får læst helt så mange bøger i øjeblikket, og når jeg gør, går det lidt langsomt med at komme igennem…

Så er det rart i stedet at kunne snuppe en tegneserie i ny og næ! Jeg er vild med Frank Millers Sin City-serie, men er også glad for tegneserierne om Hellboy. En anden af favoritterne er vampyrhi-storien ”Nat i 30 dage”, og så er der også altid plads til lidt superhelte!

Annette om sit natbord:

Jeg har valgt at lægge Carsten Jensens "Vi de drukende" på, som jeg fik i julegave, og nu først er i gang med at læse. Bogen havde jeg svært ved at komme i gang med, men så begynder den at gribe én.
Derudover elsker jeg at læse krimier, og har senest læst Arnaldur og Alvtegen, som jeg holder af pga. miljø- og personskildringen.
Og så har jeg lagt en guide bog til Berlin frem, da jeg var et smut forbi byen i forbindelse med tur til Østrig.
Ydeligere er jeg også flittig låner af de mange kogebøger om familiemad og nemme hverdagsretter som fx Kong Gulrods livretter.

Anne om sit natbord:

Jeg er glad for næsten al form for håndarbejde, derfor ligger der altid håndarbejdsbøger og ugeblade på mit natbord.
For nyligt har jeg læst Anne B. Ragdes trilogi, Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge. Jeg har også med stor fornøjelse set Tv-filmatiseringen af romanerne.
Herbjørk Wassmos bog "Et glas mælk, tak" er også en bog jeg har læst.

fredag den 14. august 2009

Helle Helle - og noget der ligner

Augusts tema på Litteratusiden er Helle Helle - og noget der ligner.

Helle Helles stil er karakteriseret ved at være meget minimalistisk, og det er det hverdagsagtige hun beskæftiger sig med, såsom at stå op om morgenen, spise morgenmad, gå på arbejde og mærke solens stråler i nakken.

Man kan læse Helle Helles bøger fordi man nyder deres enkelhed og humor og minimalistiske sprog. Dog kan man også ved at genlæse forfatternes bøger opleve, at man kommer dybere ned i teksten.

Teknikken er gammelkendt og hentet lige ud af gode, gamle Hemingways lærebog om at vise toppen af isbjerget og derved lade os ane det skjulte. Og som hos Hemingway åbnes der et dyb af skjulte lidenskaber i teksternes undertekst.
Ja, Hemingway er det store ikon; men også amerikaneren Raymond Carver, vor egen Peter Seeberg og nordmanden Kjell Askildsen nævnes af yngre danske prosaister som forbilleder for Helle Helle.

Derudover kan også nævnes hotte danske forfattere som Lone Hørslev, Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager, som også benytter denne teknik i deres prosa.

Hvis du er blevet interesseret i at læse forfattere i stil med Helle Helle kan vi anbefale dig at læse Lilleratursidens indlæg samt læse eller reservere følgende bøger:

Naja Marie Aidt: Bavian

Raymond Carver: En alvorlíg samtale og andre noveller

Anne Marie Guldager: København

Lone Hørslev: Naturlige fjender

tirsdag den 5. maj 2009

Boganbefaling: Offer af S. J. Bolton

I øjeblikket hitter de nordiske krimier, men de kan også skrive krimier i England.
Engelske S. J. Bolton (Sharon) har skrevet denne virkelig spændende krimi, der foregår på Shetlandsøerne.

Lægen Tora er sammen med sin mand Duncan flyttet til de naturskønne Shetlandsøer, hvor han er født. De er flyttet til øerne på grund af hans nye job. De har købt et skønt hus ude på landet, hvor der er plads til Toras heste og alt ånder fred og idyl.

Men så! Da Toras gamle hest dør, vil hun begrave den på marken bag huset. Da hun graver hullet finder hun et kvindelig, hvor hjertet er skåret ud og mærkelige runer er skåret ind i kvindens hud. Runerne i kvindens hud og gamle sagn om trolde, der røvede kvinder og børn, samt den kendsgerning at kvinden har født kort før sin død – får Tora til at efterforske kvindens død.

Gennem sin stilling på det lokale hospital får hun styrket sin mistanke om, at noget er helt galt på øerne. Da nogen eller nogle prøver at slå hende ihjel – ved hun, at hun er i gang med at finde ud af noget, der helst ikke skulle være opdaget. En kvindelig politibetjent er den eneste, hun kan stole på. Men betjenten tager sit eget liv, og det er nu op til Tora selv at opklare sagen om den døde kvinde på hendes mark.

Det er en meget spændende bog – hvor man helt frem til slutningen er i tvivl om, hvem der er ude på at slå Tora ihjel og hvem hun trygt kan bede om hjælp. Mændene omkring hende er lige så barske som den natur, der omgiver dem og de gemmer på en dyster hemmelighed. Beskrivelserne af øens natur og folklore gør kun bogen mere interessant.

Denne debutroman af S.J. Bolton er en af de bedste krimier, jeg har læst i lang tid. Og den kan sagtens måle sig med de populære nordiske femi-krimier, der i øjeblikket bliver flået ned af hylderne både på biblioteket og i butikkerne.

Jeg glæder mig allerede til den næste bog fra S.J. Bolton – så skynd jer at læse Offer – I bliver ikke skuffede!

Dorte/bibliotekar

Klik her for at reservere Offer på Sorø Biblioteks base

onsdag den 4. marts 2009

Ellens 5 hurtige om læsning

Jeg er kommet til at arbejde på Sorø Bibliotek i forbindelse med kommunesammenlægningen. Før var jeg ansat på Stenlille Bibliotek, og der var jeg i 12 år.
Jeg må indrømme at jeg altid læser skønlitteratur og faktisk aldrig faglitteratur. Der er ikke bestemte genrer indenfor skønlitteraturen jeg læser men mest krimi/spænding i øjeblikket men andet ”glider” også ned.

Fx har jeg lige læst Paolinis Brisingr som er fantasy. Og der kommer en 4. del og den må jeg også læse når den udkommer en gang.

Hvad læser du i øjeblikket?
I øjeblikket er jeg i gang med en psykologisk spændingsroman som hedder Hundens ører. Den vil jeg slet ikke fortælle om, for det vil bare ødelægge læseoplevelsen hvis man selv går i gang med den. Jeg kan dog løfte sløret for at den handler om en kvinde, der i fødselsdagsgave får en dagbog og i den begynder at skrive om sin barndom, og om at hun slog sin mor ihjel.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?
Jeg synes ikke jeg har læst en bog i lang tid som virkelig sagde wauw, men en bog der har gjort indtryk var Undtagelsen af Jungersen. Hvor kan kvinder dog være lede ved hinanden!
En anden bog som har gjort indtryk er Wahlgrens Kirre som handler om et omsorgssvigtet barn. Den går lige i hjertet.
Skal jeg nævne en krimi som min favorit lige nu så er det Thoradins Skumringstime. Det er en svensk debutant og bliver han ved på denne måde, tegner det godt.

Hvilken fantasy bog er den bedste du har læst?
Den bedste fantasybog jeg har læst er Harry Potter specielt den første for det var et pragtfuldt univers at blive præsenteret for.

Hvilken bog/genre bryder du dig ikke om?
"Noget jeg aldrig læser er digte. Det er jeg bare ikke god til, men ellers læser jeg meget varieret. Det er dog altid nye bøger, klassikere er jeg ikke god til, men lidt har jeg da læst fx Johs. V. Jensens Den lange rejse og Herman Bangs "Tine"

torsdag den 11. december 2008

Dortes 5 hurtige om læsning

Hej - Jeg hedder Dorte og jeg er bibliotekar. Tidligere arbejdede jeg på Dianalund Bibliotek, men nu arbejder jeg også på bibliotekerne i Sorø og Stenlille.

Jeg holder meget af at læse og læser meget forskelligt: Fantasy, slægt, krimi, biografier etc.. Jeg prøver at læse så bredt så muligt - så jeg i mit daglige arbejde bedre kan vejlede lånerne - både børn og voksne. Mange af bøgerne "læser" jeg i min bil på vej til arbejde.

Om jeg kan lide én bog afhænger af måden som forfatteren skriver på - svært at forklare - men nogle forfattere skriver på en meget smuk måde. Fx. Ida Jessen - hendes bøger er jeg helt vild med og Niels Brunse er også dygtig. Er sproget godt - så kan man sagtens læse sig igennem slægtsromaner i flere bind - som fx. John Nehms Dagen og vejen eller Ole Frøstrups bøger om Sofie - og sidst men ikke mindst Villy Damstrups trilogi Tvivleren.

Og vinderen er: J.K. Rowling - hendes serie om Harry Potter, som jeg har læst på originalsproget, det er rent guf. Hun leger med sproget/opfinder sine egne ord og hendes beskrivelser af personer og miljø - jamen der er masser stof til fantasien. Og for mig er en god bog - en bog hvor man inde i hovedet - ved hjælp af forfatterens beskrivelse - kan se personerne fuldstændigt for sig og man kan se deres omgivelser for sig.

Hvad læser du i øjeblikket?
Det sidste kongerige af Bernard Cornwell. Bogen, der er første del i en serie, foregår i England i 800-tallet og handler om drengen Uhtred. Uthreds far myrdes af danskerne/vikingerne og Uthred tages som gidsel af danskerne og vokser op blandt dem og lærer at slås som dem. Men som ung mand bliver han nødt til at vælge, om han vil være dansker eller viking - hvilken side vil han kæmpe på. Der er voldsomme kampe mellem danskerne og englænderne og man er godt underholdt - selvom det er nogle barbarer både danskere og englændere.
Jeg har aldrig før læst noget af denne forfatter - men nu skulle det være og jeg synes faktisk, at det er god underholdning - vi nedstammer fra nogle fantastiske krigere/strateger.

Hvad har været din største læse oplevelse det sidste år?
Den største bobbob - svært at sige...
Men det bliver nok - Stærk mand i Hollywood / Sven-Ole Thorsen.
Jeg har altid syntes, at det var sjovt at spotte vores danske mand i Hollywood-filmene, så derfor var det sjovt at læse hans bog - hvor han fortalte om de roller, han har haft og de berømte filmstjerner han har spillet/festet sammen med. Jeg kan varmt anbefale den - især til fans af Arnold Schwarzenegger, da han jo er en nær ven af Sven-Ole Thorsen.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Jeg kan ikke nøjes med én - jeg er nødt til at nævne to: Ramoth Bezer og Fiskerne.
Ramoth Bezer - fordi at den beviser at der bag et kedeligt ydre – kan gemme sig en fantastisk fortælling – man aldrig glemmer - døm aldrig en bog på dens forside. Historien handler om en historie-professor, der modtager et "gammelt" manuskript, som han skal prøve at verificere rigtigheden af. Samtidig med opklaringen af dette - læser man også manuskriptet. Og slutningen på det hele er det mest geniale - jeg kan kun sige: LÆS DEN!

Fiskerne af Hans Kirk - denne bog har jeg læst rigtig mange gange, historien om det lille fiskersamfund i Jylland og menneskernes hårde liv. Hans Kirks personbeskrivelser og beskrivelsen af den ondskab - man skal bare læse den. Det er en gammel bog - men den er bestemt læseværdig.

Hvilken bog husker du som den første, du læste ?
Jeg læste Gyldendals børneklassikere - og af dem var Onkel Toms hytte - min favorit - jeg tror at bogen kunne vrides bagefter - så meget græd jeg.
At have læst bøger som: Onkel Toms Hytte, Børnene i Nyskoven og Baskervilles Hund som barn - disse fantastiske historier - har helt sikkert gjort mig til den bogelsker - jeg er i dag.

Hvilken Boggenre bryder du dig ikke om?
Det er ikke en genre - men bøger med åbne slutninger - jeg kan ikke fordrage bøger - hvor jeg ikke får en slutning - når jeg har læst sig igennem 350 sider - så vil jeg have en slutning.

tirsdag den 25. november 2008

Boganbefaling: Himmeløje af Arne Dahl

Vi har tidligere bragt et tema her på bloggen om den svenske krimiforfatter Arne Dahl, eller Jan Arnald som han i virkeligheden hedder. Nu er tiende og sidste bind i serien om A-gruppen udkommet. Himmeløje er den prægtige titel på bogen.

Det er med stort vemod, at jeg har sagt farvel til A-gruppen og dens farverige medlemmer, og efter at have vendt sidste blad i bogen, føles det som har man netop taget afsked med en flok gamle venner, man har fulgt gennem tykt og tyndt. Så godt fungerer karaktererne, at de fremstår som var de af kød og blod, og man kan ikke andet end at elske dem.

Som tingene har for vane i Arne Dahls bøger, så starter Himmeløje med en tilsyneladende simpel forbrydelse - i dette tilfælde et røveri i en videobutik - men udvikler og udfolder sig til noget meget mere kompliceret og med tråde langt ud i verden.

Der bliver i dén grad samlet op på tingene her på faldrebet. Der er mange gengangere fra de tidligere sager, både helte og skurke, og det er en fryd at opleve, hvordan forfatteren får bundet alle enderne sammen uden at det virker utroværdigt.

Netop pga. de mange referencer til tidligere sager og personer, der på ny dukker op, har bogen lidt svært ved at stå alene. Den gør sig helt klart bedst, hvis man har været de forgående 9 igennem eller i hvert fald hovedparten af dem.

Der er faktisk skrevet en fortsættelse til bøgerne, en 11'er, hvori hovedpersonerne mødes efter et år for at udveksle historier, men den er endnu ikke oversat til dansk.

Anbefalet af
Elisabeth, voksenbiblioteket

Klik her for at reservere Himmeløje i Sorø Biblioteks base.

Klik her for at læse vores tidligere tema om Arne Dahl.

Klik her for at besøge Arne Dahls hjemmeside (på svensk).


Har du læst nogle af bøgerne i serien om A-gruppen? Har du en favorit? Har du læst Himmeløje, og hvad synes du i så fald om afslutningen på serien? Efterlad gerne en kommentar.

fredag den 14. november 2008

Uffes 5 hurtige om læsning og musik

Jeg hedder Uffe Larsen og er p.t. ansat ved Sorø Bibliotek i job med løntilskud i 6 mdr. Jeg arbejder i voksenudlånet samt registrerer en gammel bogsamling.

Jeg bor i Vigersted ved Ringsted. I min fritid spiller jeg bl.a amatørteater i ”Vigersteddilettanten”. Desuden holder jeg meget af at synge, og jeg synger i et gregoriansk herrekor ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Koret har i år udgivet sin CD nr. 2 med gregoriansk korsang.

Hvad hører du lige nu?

Jeg holder meget af skotsk og irsk folkemusik samt folkemusik
I det hele taget. Men ellers er min musiksmag ret bred, og Bob
Dylan, Joan Baez og Creedence Clearwater Revival kan nævnes
blandt mine favoritter. Desuden kan jeg lide at høre Lene Siel
synge danske sange.
Jeg har lige lånt en CD med den skotske gruppe Runrig, som
spiller en blanding af folke- og rockmusik. Desuden skal
jeg d. 21. november til koncert på Kulturcafé Ludvig med
gruppen ”The Islanders”, som spiller god irsk folkemusik –
noget jeg glæder mig meget til!

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Jeg er meget historisk interesseret, herunder specielt den
danske middelalderhistorie, hvorfor jeg læser en del fag-
litteratur indenfor dette område.
Jeg læser også gode historiske romaner om denne periode i
Danmarkshistorien, hvor der er nok af dramatiske hændel-
ser at beskrive.
Bl.a. er der en spændende serie om adelsslægten ”Dane”,
Som følges igennem 1.000 år. Maria Helleberg har skre-
vet ”Den hellige Knud”, som er den første bog i serien.
Også Ebbe Kløvedal Reich har skrevet gode historiske
romaner, og jeg blev meget fascineret af ”Festen for
Cæcilie”, som handler om mordet på Kong Erik Klipping
i Finderup Lade i 1286.

Hvilken bog husker du som den første, du læste?

Jeg tror nok, at ”Robinson Crusoe” af Daniel Defoe var
den første bog jeg læste. Den blev i hvert fald læst flere
gange! Det var jo en rigtig ”drengebog”, som man jo
skulle læse dengang.

Hvad hører/læser du aldrig?

Jeg hører aldrig tekno og heavy metal, som ikke siger mig noget.
Tidligere læste jeg en del science fiction, men blev på et tidspunkt
”mættet” af det, ligesom jeg også sjældent læser meget ”smalle”
bøger.

Hvad glæder du dig til at læse?

Jeg læser gerne biografier, specielt politiske, og glæder mig derfor
til at komme i gang med Bill Clintons selvbiografi, ”Mit liv”, som
er en tyk sag! Han er jo en præsident, som efter min mening, har
betydet meget for verden i positiv forstand.
Desuden vil jeg fremhæve Nelson Mandelas ”Vejen til frihed”,
Som fortæller om hans lange kamp imod Apartheid i Sydafrika.

tirsdag den 14. oktober 2008

Boganbefaling: Korrekturlæseren af Peter H. Olesen

Peter H. Olesen er forfatter, sangskriver og sanger i bandet Olesen-Olesen og bosiddende i Sorø.

Bogen handler om en korrekturlæser, der er nyligt fraskilt og har en datter i børnehavealderen.

Han har ikke megen kontakt til andre mennesker på nær sin datter, som han ser hver anden weekend, samt hans mor som ringer om lørdagen kl. 11, og hans bankrådgiver, som han er tiltrukket af.

I begyndelsen går det meget godt, og han nyder sine daglige rutiner, men så begynder det at gå skævt for ham, han går ikke længere i bad, taler med sig selv og er på vej til at gå i hundene.

Bogen er stramt komponeret, og forfatteren har nydt at lege med sproget, så det overflødige er skåret fra, og man kun står tilbage med det essentielle og trods det dyste emne, bliver man ikke deprimeret af at læse bogen! Jeg smilede over hans rutiner, vaner og ikke mindst hans filosoferen over det danske sprog. En finesse ved bogen er også, at korrekturlæserens forfald illustreres ved at sproget går i opløsning.

Selvom bogen er hurtigt læst, er den ikke hurtigt glemt!

Læs mere på Litteratursiden

Peter Hollerup Olesen arbejder i øvrigt på Vestsjælland Museum, hvor han optræder med oplæsning og sang søndag d. 2. november

Læs mere på Myspace, hvor du også kan høre Olesen-Olesen

Anbefalet af Annette

onsdag den 1. oktober 2008

Lises 5 hurtige om læsning

Jeg hedder Lise, og jeg har i 30 år været med i udviklingen af Dianalund, Stenlille og nu Sorø Bibliotek. Jeg er bibliotekassistent og jeg har mange forskellige og spændende opgaver. Jeg er med i publikumsbetjeningen, deltager i nye projekter og arbejder også med hjemmesiden.



Mine lån skifter alt efter mine interesser, men jeg låner en del om mad, sund levevis og motion. I skønlitteraturen har jeg altid godt kunne lide at læse bøger af kvindelige forfattere, men Morten Ramsland og Erling Jepsen mfl. har nu været gode oplevelser.



Jeg har abonnement på Det kongelige Teater, hvor jeg ser skuespil, ballet og opera, og jeg låner supplement til forestillingerne på biblioteket. Det kan være musikken til ballet eller opera eller et skuespil der skal friskes op.

Hvad læser du i øjeblikket?
Elsebeth Egholms nyeste bog: Liv og legeme, der er 4. bog om den århusianske krimijournalist Dicte Svendsen og hendes liv med familie og kæresten Bo, der er fotograf på samme avis som Dicte. Titlerne i serien er lånt fra forsikringsbranchen med ”Skjulte fejl og mangler” – ”Selvrisiko” – ”Personskade” – ”Liv og legeme”. Egholm tager aktuelle emner op i sine bøger og får flettet det ind i et nutidigt tidsbillede, som virker ægte og vedkommende på mig. Samtidig er bøgerne lidt krimiagtige, da Dicte har et ven/fjende forhold til det århusianske politi og kriminalassistent Wagner.

Hvad har været din største læseoplevelse i det sidste år?
Det er svært at vælge, der er så mange, men Kim Leine: Kalak er en fantastisk historie om en ung mands rejse gennem livet. Rejsen starter i Norge, så flytter han til Danmark, men den egentlige historie foregår i Grønland, hvor han bliver mere grønlænder end grønlænderne. Den rejse er en fantastisk udviklingshistorie om en dreng/mands liv på godt og ondt. Beskrivelserne er barske og får ens eget liv til at synes let. Jeg oplevede Kim Leine på Bogmessen i Forum, hvor han meget levende fortalte om bogens tilblivelse.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Dykkerklokken og sommerfuglen af Jean-Dominique Bauby, hørte jeg om ved en tilfældighed. Det er en lille bog skrevet i 1997 af en yngre mand, der blev ramt af locked-in syndrom efter en hjerneblødning. Ved et tilfælde opdagede en af personalet, at han reagerede med øjenbevægelser, og de udviklede et ”sprog”, så han med ja og nej kunne kommunikere med omverdenen. I bogen fortæller han sin historie om sit liv før og under sygdommen. Jeg så også filmen i vores lokale biograf ”Victoria”, og den var ligesom bogen fantastisk rørende og meget livsbekræftende på trods af den alvorlige situation, han befinder sig i. Jeg blev mindet om, at leve mens jeg gør det, og se muligheder i stedet for begrænsninger.

Hvilken bog/genre bryder du dig ikke om?
Science fiction med fremtids-skrækscenarier læser jeg ikke, og jeg ser det heller ikke gerne på film. Jeg oplever mig selv siddende i hjørnet af sofaen med skuldrene trukket op om ørene, eller jeg har rejst mig op 20 gange og er på vej væk, når det bliver for meget.

tirsdag den 9. september 2008

Helens 5 hurtige om læsning

Jeg har været leder af Sorø Bibliotek siden 1999. Jeg er oprindelig fra Gladsaxe, men har bl.a. boet 11 år på Fyn – længst i Assens. Jeg har nu boet mere end 20 år i Næstved og det er på den daglige, smukke tur i bilen, jeg hører en del lydbøger. Måske er det derfor, jeg ikke mere får læst så mange bøger, men dagligt aviser og faglige tidsskrifter.
Jeg forbruger kultur meget bredt, forleden så jeg New York City Ballet i Tivoli, i morgen ser jeg måske ”Blå mænd” i biografen og på fredag går jeg til fernisering på Kunstmuseet. Og så prøver jeg år efter år at forbedre mit bridgespil til et rimeligt niveau….


Hvad læser du lige nu?
Jeg læser Hanne Ørstaviks miniroman ”Kærlighed”. Det er en grum historie som fascinerer ved, at forfatteren planter stort drama i læserens hoved, mens selve beskrivelsen er ret hverdagsagtig – og hvordan mon det ender ?
Jeg har som lydbog lige hørt Herman Bang ”Irene Holm” – ikke oplæst men i den grad indlevet af Anne Marie Helger. Og så har jeg altid nogle kunstbøger i gang, p.t. Michaels Jeppesens ”Indblik. 63 danske samtidskunstnere” og ”Pengenes kunst” om kunst på mønter og de kommende pengesedler.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig ?
Det er umuligt at pege en enkelt ud – de romaner, der har en rigtig god historie, er dem jeg husker længe. For mig folder ord og stemninger sig faktisk bedst ud i digte sat i musik – fx Peter Thorups gamle tolkninger af Tom Kristensens ”Rejsen til Kina” og allermest i Bob Dylans (tidlige) sange. Af alle de nordiske krimier, der læses i disse år, foretrækker jeg Karin Alvtegens, som er langsomme, men psykologisk spændende og blandt de danske Gretelise Holms provinskrimier.

Hvilken bog husker du som den første, du læste ?
Mon ikke det var Pippi Langstrømpe ??
Og så har jeg grædt mange tårer, mens ”Dumbo” blev læst højt.

Hvad læser du aldrig ?
Generelt undgår jeg tykke bøger
og jeg læser ikke melodramaer fyldt med nød og elendighed.
Jeg er endnu ikke begyndt på biografier, men det kommer vist snart.

Hvad glæder du dig til at læse ?
Carsten Jensens 2 romaner med udgangspunkt i Marstal (”Vi, de druknede” og ”Sidste rejse”). Fordi min mors familie er derfra og jeg altid har kendt miljøet,
har jeg udsat læsningen til et rigtigt godt tidspunkt med god tid– og derfor ikke fået dem læst endnu, desværre.

tirsdag den 29. juli 2008

Kedelige romaner?

Som I nok har lagt mærke til har vi i voksenbiblioteket i Sorø i sommer ryddet godt ud og lavet små ændringer på hylderne for at udnytte pladsen bedre.

I den forbindelse har vi udstillet et udvalg af romaner, vi har købt indenfor de seneste 5-8 år.

De fejler ikke noget, har fået pæne anmeldelser og har en god handling og/eller sprog.

MEN de bliver ikke lånt ud og er på vippen til at gå ud af systemet.

Tør du tage chancen og prøve at læse en?

Hvis du ønsker at give en anbefaling - eller advarsel - videre, har vi lavet nogle sedler med smileys, du kan sætte ind i bøgerne og evt. skrive hvorfor du kan lide eller ikke lide bogen.

onsdag den 16. juli 2008

Dorthes tips og idéer til sommerlæsning

Jeg hedder Dorthe Seneka og er ansat på Sorø Bibliotek, hvor jeg både arbejder i afdelingerne i Dianalund og Sorø. En af mine opgaver er bl.a. at klargøre de nye materialer, som indkøbes til biblioteket. En herlig opgave som dog ikke levner tid til fordybelse, men altid kan give god inspiration til senere læsning.

En oplagt sommerlæsning er: Anne B. Ragde "Berlinerpoplerne" og "Eremitkrebsene" Titlerne er de 2 første i en serie formentlig på 3. Bøgerne foregår i Norge og skildrer flere generationer i samme familie og de meget forskellige miljøer, som de hver især færdes i. Lige fra bonden til bedemanden og ikke mindst bøssemiljøet og de fordomme, der er omkring det tema. En masse fortielser kommer for dagen. Nu venter jeg spændt på 3. del…

Hvad læser du for øjeblikket?
Lige i øjeblikket læser jeg Jørn Lunds biografi: Hørt.
En meget underholdende bog, som beskriver 1950’erne på bedste måde i et let tilgængeligt sprog. Mange af de ting, som han beskriver i bogen kan jeg nikke genkendende til, dog ikke selvoplevet, men noget jeg har fået fortalt i min barndom.

Hvilke bøger skal du have med på sommerferie?
I år går min ferie til Sverige og hytten ligger ikke langt fra Selma Lagerlôfs mindestue, så det må blive hendes biografi: Mårbacka. Dels regner jeg da bestemt med at besøge stedet og dels kan det altid give et godt billede af området. Derudover skal Turen går til Sverige også med i kufferten som inspiration til andre udflugter.

onsdag den 9. juli 2008

Boganbefaling: Ned til hundene

Lokale Helle Helle har gjort det igen. Skrevet en spændende bog om almindelige mennesker ude i en søvnig flække. Bogen er vel og mærke ikke spændende fordi der er action, men spændende i sin minimalistiske fortælling, hvor der sker en masse mellem linjerne.

Hovedpersonen Bente, som til forveksling ligner forfatteren, har forladt sin mand, stået på en bus, og bor nu hos John og Putte. De hygger sig med at drikke kaffe, spise toast, købe lottokuponer og fodre hundene i baghaven. Derudover stifter man bekendtskab med Ibber og Elly. Man kommer til at holde af de fortabte personer, og får også et godt indblik i livet på landet.

Hvis man ikke har læst Helle Helle før, vil jeg anbefale at man begynder med Rødby Puttgarden, som jeg synes er mere humoristisk og lettere at gå til. Men ”Ned til hundenne” er også fremragende og giver stof til eftertanke. Har du læst én af Helle Helles bøger og hvad synes du om den?

Reserver bogen

Reserver MP3-lydbogen

Læs mere om bogen på Litteratursiden

Anbefalet af Annette

onsdag den 2. juli 2008

Boganbefaling: Snemanden

Jeg er blevet helt opslugt af Jo Nesbøs "Snemanden". Bogen handler om en række mord, der bliver begået, der starter, når den første sne falder i november. Morderen efterlader en snemand på gerningsstedet, som får det til at risle koldt ned ad ryggen på én. Endnu mere uhyggeligt bliver det, når snemandens hoved ikke er af sne, men ofrets. Ofrene er alle gifte kvinder med børn. Hvad de ellers har tilfælles er det så op til vicekommissær Harry Hole at finde ud af!

Bogen har et godt plot, og personskildringerne er gode og dybe. Man kommer tæt på vicekommissær Harry Hole og politiets efterforskning.

Snemanden er nr. 7 i rækken af krimier fra norske Jo Nesbø, som dog alle kan læses selvstændigt. Jeg ser frem til at læse de næste!

Reserver bogen

Læs mere på Litteratursiden

Anbefalet af Annette, Bibliotekar