
Jeg forbruger kultur meget bredt, forleden så jeg New York City Ballet i Tivoli, i morgen ser jeg måske ”Blå mænd” i biografen og på fredag går jeg til fernisering på Kunstmuseet. Og så prøver jeg år efter år at forbedre mit bridgespil til et rimeligt niveau….
Hvad læser du lige nu?
Jeg læser Hanne Ørstaviks miniroman ”Kærlighed”. Det er en grum historie som fascinerer ved, at forfatteren planter stort drama i læserens hoved, mens selve beskrivelsen er ret hverdagsagtig – og hvordan mon det ender ?
Jeg har som lydbog lige hørt Herman Bang ”Irene Holm” – ikke oplæst men i den grad indlevet af Anne Marie Helger. Og så har jeg altid nogle kunstbøger i gang, p.t. Michaels Jeppesens ”Indblik. 63 danske samtidskunstnere” og ”Pengenes kunst” om kunst på mønter og de kommende pengesedler.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig ?
Det er umuligt at pege en enkelt ud – de romaner, der har en rigtig god historie, er dem jeg husker længe. For mig folder ord og stemninger sig faktisk bedst ud i digte sat i musik – fx Peter Thorups gamle tolkninger af Tom Kristensens ”Rejsen til Kina” og allermest i Bob Dylans (tidlige) sange. Af alle de nordiske krimier, der læses i disse år, foretrækker jeg Karin Alvtegens, som er langsomme, men psykologisk spændende og blandt de danske Gretelise Holms provinskrimier.
Hvilken bog husker du som den første, du læste ?
Mon ikke det var Pippi Langstrømpe ??
Og så har jeg grædt mange tårer, mens ”Dumbo” blev læst højt.
Hvad læser du aldrig ?
Generelt undgår jeg tykke bøger
og jeg læser ikke melodramaer fyldt med nød og elendighed.
Jeg er endnu ikke begyndt på biografier, men det kommer vist snart.
Hvad glæder du dig til at læse ?
Carsten Jensens 2 romaner med udgangspunkt i Marstal (”Vi, de druknede” og ”Sidste rejse”). Fordi min mors familie er derfra og jeg altid har kendt miljøet,
har jeg udsat læsningen til et rigtigt godt tidspunkt med god tid– og derfor ikke fået dem læst endnu, desværre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar