onsdag den 29. maj 2013

Pers bogreol

Jeg er blevet bedt om at følge i mine kollegers fodspor og skrive lidt om min bogreol på www.minbogdinbog.dk

Desværre har den – i øvrigt udmærkede side – problemer med at vise bogforsider i øjeblikket, og det begrænser funktionaliteten temmelig meget, så i stedet vil jeg skrive lidt om 5 gode bøger jeg har læst i den senere tid. Jeg læser meget bredt, så det er lidt af en blandet buket.

Delhis smukkeste hænder.
Ny svensk bog af Mikael Bergstrand om den midaldrende Göran Borg, som er skilt, bliver fyret og generelt er temmelig desillusioneret. Han lokkes med til Indien, og møder både kærligheden og den blomstrende indiske kultur og befolkning. Det er en dejlig humoristisk beretning om mødet med fremmede kulturer.

Live
Klaus Høeck’s seneste digtsamling er en slags roadmovie rundt i Danmark sammen med konen.

Sansninger og betragtninger om alt fra maden de spiser til engle og djævle i de danske kirker. En fantastisk bog som kan læses igen og igen.

Den kendte verden
Edward P. Jones har skrevet en bog om de amerikanske slaver og deres vilkår i anden halvdel af 1800-tallet. Noget af det specielle ved bogen er at den centrale slaveejer selv er sort, søn af en  frikøbt slave. Bogen er baseret på virkelige personer, og giver et bredt kalaidoskopisk billede af det amerikanske samfund i slaveriets sidste dage. En rigtig god bog.

Wild
En selvbiografisk beretning om den unge kvinde Sheryl Strayed, der beslutter sig for en 100 dages vandretur på den 1800 km lange Stillehavsrute efter at hun nåede bunden pga. morens død, skilsmisse, misbrug m.m. En udviklingsrejse med beskrivelser af naturen samt møder med mennesker undervejs. En hård tur gennem delvist øde land, som gør Sheryl til et stærkere menneske, og giver hende en bedre ballast til at begynde sit liv på en frisk.

Den mystiske sag om hunden i natten
Mark Haddon

En utrolig rørende, stedvis humoristisk, men også sørgelig bog om den autistiske dreng Christophers opklaring af sagen om naboens dræbte hund.

Historien er fortalt fra den hyperintelligente drengs synsvinkel, og den giver et troværdigt billede af hvordan en person med Aspergers syndrom oplever verden. Mellem linjerne fornemmer man de svigt han bliver udsat for, men heldigvis får han også hjælp og møder venligtsindede voksne, så Christopher selv oplever sin verden som noget godt og lyst.

mandag den 27. maj 2013

Danmarks største tegneseriefestival 1. og 2. juni

Copenhagen Comics er Danmarks internationale tegneseriefestival, hvor tegneserier, graphic novels og manga fejres med paneldiskussioner, workshops, quiz, foredrag, signeringer og meget mere.

Festivalen byder naturligvis på en masse gæster fra såvel ind- som udland. Fra de hjemlige himmelstrøg kan nævnes: Peter Madsen, Ivar Gjørup, Freddy Milton, Niels Roland, Mårdon Smet, Werner Wejp-Olsen, Peter Snejbjerg og mange flere. Fra udlandet kommer bla. Crisse, Frode Øverli, Delaby og Emmanuel Guibert.

På standene rundt omkring kan du møde forlag og tegneseriebutikker.

Af andre gode tilbud på messen, er muligheden for at deltage i en workshop, hvor du kan lære at tegne din egen tegneserie, du kan komme på tegneserie-speeddating, hvis du mangler en makker til et projekt, og endelig inviterer Danske Tegneserieskabere til portfolie-review, hvor du kan få dine egne tegneserier vurderet af en fagmand.

Det finder sted den kommende weekend 1. og 2. juni i Øksnehallen.

Find tegneseriefestivalens hjemmeside her.

I Voksenudlånet på biblioteket i Sorø har vi i anledning af Copenhagen Comics lavet en lille udstilling med nogle af de aktuelle tegneserier.

fredag den 10. maj 2013

Hvilken by er Danmarks smukkeste købstad?

15 byer fra hele landet er indstillet til prisen som Danmarks Smukkeste Købstad. Det er Bygningskultur Danmark, der står bag konkurrencen, der har til formål at sætte fokus på de historiske bykerners kvaliteter. Alle danskere kan i perioden 6.-20. maj stemme på deres favorit blandt de 15 kandidater på www.bygningskultur.dk. Her kan man også se 15 små film om de indstillede byer. Vinderen afsløres den 21. maj.
 
Opdatering 27/5: Svaneke er nu kåret til Danmarks smukkeste købstad.
 

onsdag den 8. maj 2013

Annettes bogreol



 

Jeg benytter www.minbogdinbog.dk og synes det er et glimrende værktøj til netop at huske, hvad man har læst. Jeg synes sitet er brugervenligt og nemt at søge i, men jeg mangler inspiration til at finde bøger, jeg har læst - og vil læse.

Minbogdinbog præsenterer mig for profiler, der ligner min egen, eller, som indeholder titler jeg også har læst. Dog er jeg blevet skuffet over, at de andres bogreoler, er et sammensurium af fagbøger, børnebøger og romaner- og dermed har jeg svært ved at finde inspiration til fx skønlitteratur.

Men det gode ved hjemmesiden er, at jeg til enhver tid kan finde læste bøger frem. Og hvis jeg hører eller læser om en bog, jeg godt kunne tænke mig at læse på et senere tidspunkt, kan tilføje den, så jeg husker den. Samtidig kan jeg også give bøgerne få eller mange stjerner, alt efter hvor gode de er.

For tiden læser jeg ”Profeterne i evighedsfjorden” af Kim Leine, og den kan varmt anbefales. Bogen er prisbelønnet og jeg forstår godt hvorfor, da den både har gode iagttagelser af Kbh. i 1700-tallet, Grønland og gode personbeskrivelser. Jeg er i det hele taget meget begejstret for Kim Leines romaner, som er meget barske, men printer sig ind i hukommelsen.

Derudover kan jeg godt lide humoristiske bøger, som fx den norske forfatter Erlend Loe, som i bogen ” Stille dage i Mixing Park” (autooversæt af Garmisch Partenkirschen) skriver om et par, der tager på weekendtur til Berlin. Konen er tysklærer og meget fascineret af det germanske, mens manden hader alt det tyske, hvilket bogen skildret meget humoristisk.

Og så holder jeg af danske forfattere som Helle Helle, Ida Jessen, Katrine Marie Guldager samt bøger, hvor man også får indblik i ny kultur, miljøbeskriver som fx i "Drageløberen" eller "Bag det evigt smukke", som beskriver livet fra en indisk ghetto.

Og så kaster jeg mig over højtlæsningsbøgerne til mine drenge. Engang imellem er der bøger, jeg synes er pragtfulde til voksne også.  For kort tid siden læste jeg ”Allan, den menneskelige antenne skrevet af Peter Frödin og Line Knutzon : Bogen handler om en dreng, der i en sommerferie holder ferie med en nabo, som er fascineret af uforer. Og projektet bliver så at få kontakt med en UFO! Bogen er vældig humoristisk og kan læses på få timer. Det er den første bog Peter Frödin har skrevet, og jeg håber han fortsætter!

 
 
 
 

torsdag den 25. april 2013

Søren Kierkegaard 200 år

Den 5. maj fylder Søren Kierkegaard 200 år.

I dén anledning har vi på Sorø Bibliotek i Voksenudlånet lavet en udstilling med værker af og om Søren Kierkegaard.

Besøg Den Store Danske Encyclopædis artikel om Søren Kierkegaard.

I anledning af 200 året er oprettet en hjemmeside, hvor du finder en oversigt over alle Kierkegaards-relaterede begivenheder og tiltag landet over.

mandag den 22. april 2013

Dortes bogreol - sådan husker du bøgerne

Mit navn er Dorte, jeg er bibliotekar, og jeg er bogelsker. I mit arbejde bliver jeg tit spurgt: "Kan du anbefale en god bog?" OG så opstår problemet. Jeg har læst masser af bøger, men det er de samme 10 bøger, jeg husker, når jeg skal anbefale en god bog.
Og når man skal lave en udstilling med ens bedste læseoplevelser, så kommer de små grå på arbejde. Hvordan husker man de bøger, man har læst, og de bøger man vil læse? Og hvordan husker man, om den var ok eller god eller virkelig dårlig. Jo hjælpen er nær!

For nogle år tilbage lavede en af mine kolleger på biblioteket en udstilling om hjemmesiden www.minbogdinbog.dk OG denne side har været en stor hjælp for mig. På denne side kan man lave sin egen bogsamling = profil, og man kan finde inspiration ved at se, hvad andre læser.

Så når mine 10 favoritter er lånt ud, så logger jeg mig ind på min bogsamling, ser listen med bøger-jeg-har-læst, og når jeg ser forsiderne, kan jeg huske bøgerne, og hvad jeg syntes om dem. Men jeg bruger også min bogsamling til at gemme gode læsetips fra andre, så når jeg selv skal have en god bog = ser jeg , hvad står der på min liste af bøger-jeg-vil-læse.

Så jeg vil varmt anbefale andre glemsomme læsere, at besøge siden /www.minbogdinbog.dk og oprette en profil.




tirsdag den 16. april 2013

Digtsamling som søvn-røver!


Kan en digtsamling være en pageturner? For et ½ år siden ville jeg have sagt klart nej. Digte har aldrig været min yndlingslæsning, men så fik jeg fat på Klaus Høeck's digtsamling ”Live” fra 2012. En ordentlig mursten på 550 sider. 300 digte med 3 strofer i hver.

Klaus Høeck skriver digte efter et nøje udtænkt system, hvor alle digtene i denne samling består af 3 strofer konstrueret efter en indviklet matematisk formel, som jeg ikke forstod ret meget af. Mest tydeligt er dog at alle strofer er et 4-dobbelt haiku-digt. (Et haiku består af 3 linier med 5-7-5 stavelser).

Det er heldigvis også fuldstændig ligegyldigt, fordi man slet ikke tænker på det bagvedliggende system når man læser digtene.

Jeg har aldrig læst en digtsamling, hvor jeg var nødt til lige at læse et digt mere. Men det var tilfældet her, for det er aldrig til at vide hvor vi ender, eller hvad det næste digt handler om. Og hele tiden er der overrumplende sammenstillinger, øjenåbnende betragtninger og stor, stor humor. Adskillige gange sad jeg og klukkede under læsningen.

Temaet for samlingen er at Klaus Høeck og hans kone er kørt Danmark rundt i deres Fiat Punto, og alle digtene tager udgangspunkt i en dansk lokalitet. Som eksempel et digt fra Nørre Snede Kro, hvor første strofe lyder:


kan jeg få en hof?
en hvad? - smælder det så ru
der og glas klirrer
krokonen ser hvast
på mig - hun ved selvfølge
lig godt hvad en hof
er - men her i nørre
snede skaber man
sig ikke - er du med på
dén fister løgsovs


Høeck er oprindelig fra København, men han har gået på Sorø Akademi, og flere af digtene finder sted i Sorø og omegn. Der er digte fra Pedersborg og Vester-Broby og flere kredser om hans skoletid i Sorø.

Et digt beskriver kalkmalerierne i Vester-Broby Kirke.

Midterste strofe lyder:
i syd står gud på
solen og kaster stjerner
ne i grams - og bort
set fra dét problem
at ingen kan tænke sig
selv med i sit e
get værk med forstan
den i behold (heller ik
ke gud) så er det
smukt at se svaler
ne spinde verden ind i
gennemsigtighed


Intet er for stort eller småt til at blive digtet om. Fra spørgsmål om livet og døden, til refleksioner over hvad parret skal have at spise.

Nogle af digtene er ganske let tilgængelige, andre fatter jeg ikke en brik af, men alle giver lyst til at læse dem én gang mere, og da jeg var færdig med det sidste var jeg nødt til at starte forfra igen.

 
Til sidst lige et forårsdigt, nu hvor vinteren endelig ser ud til at slippe taget.

 
Mens min kone kø
ber forårsblomster i ha
vecentret ved mo
rud læser jeg den
lokale avis for at
slå tiden ihjel
der er ingen dø
de som jeg kender – mest må
ske fordi alle
(de fleste) jeg ken
der er døde eller ik
ke er fynboer



og tro mig det er
ikke engang løgn hvad jeg
nu fortæller dig:
for heller ikke
at kede mig ihjel fol
der jeg en papir
hat af avisen
måske også for at gen
opfriske denne
åndens origa
mi der forbinder alder
dom med barndommen

 
her sidder jeg så
i mit eget personli
ge malebolge
forklædt som admi
ral og venter og dér kom
mer min elskede
med favnen fuld af
hyacinter stjernemos
og påskeliljer
der nok skal skræmme
døden væk med deres gu
le faresignal


Per Damsbo Andersen

 

 


mandag den 15. april 2013

Tysk litteratur - gratis smagsprøver


 
 
Goethe-Instituttet har i samarbejde med Forlaget Vandkunsten udgivet bogen: ”Begyndelser”, som er en samling af smagsprøver af 31 oversatte romaner og noveller fra tysk til dansk 2010 – 2013.

På Sorø Bibliotek har vi lavet en udstilling med nogle af de germanske forfattere fra bogen.

Samtidig kan du tage et af de gratis eksemplarer af: ”Begyndelser”, hvor du kan blive inspireret til at læse mere.
 
På Litteratursiden kan du også få gode input til flere nyere tyske romaner og noveller

 

God læselyst

mandag den 8. april 2013

Sådan sparer du penge på varme

 

 
På lørdag kan boligejere få gratis rådgivning om, hvordan de sænker energiforbruget i boligen inden næste vinter. Det sker:

Lørdag den 13. april fra kl. 10 - 12.30 på Borgerskolen i Sorø


Borgerne får gode råd om, hvordan de forbedrer og renoverer deres bolig. Det er ikke kun lavere energiforbrug, de kan opnå ved at forbedre boligen - det er også et mere behageligt indeklima uden kolde fødder, kuldestråling fra vægge og træk fra vinduer og døre. Et godt indeklima indebærer ofte en bedre udnyttelse af alle kvadratmeter og færre sygedage til forkølelse og snue.

Arrangementet byder på oplæg fra både Energitjenesten og Nordea. På stande med lokale energivejledere (Elektrogården, Nyrup Installation, HEJ Tømreren, Citibyg, Tjørnegårdens Service og Fornyet Energi), bankrådgivere, Energitjenesten og en byggesagsbehandler fra kommunen bliver der mulighed for at stille spørgsmål specifikt om egen bolig.

Program
Kl. 10.00 Velkommen v/ Sorø Kommune
Kl. 10.05 Energirenovering af boligen v/ Energitjenesten
• Sådan kan du selv energitjekke dit hus
• Gør-det-selv loftisolering – muligheder og faldgruber
• Større energirenoveringer – Hvordan griber jeg det an som boligejer?
Kl. 10.45 Lånemuligheder til energirenovering v/ Nordea
Kl. 11.05 Byggetilladelse – Er det et krav? v/ Sorø Kommune
Kl. 11.15 Opsamling v/ Sorø Kommune
Frugt og vand
Kl. 11.20 Besøg stande med energivejledere, Nordea, Energitjenesten
og kommunens byggesagsbehandler
Kl. 12.30 Tak for i dag



torsdag den 14. marts 2013

Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris 2013

Mette Winge modtager Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris 2013



I år gik prisen på 25.000 kr. til forfatter og bibliotekar Mette Winge.
Mette Winge har dedikeret sit liv til bøger er både uddannet bibliotekar og efterfølgende cand.mag i litteraturhistorie. I 1988 begyndte hun at skrive historiske - og samtidsromaner.

Til aftenens prisoverrækkelse af Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris holdt ambassadør Uffe Andreasen motiveringstalen. Han sagde bl.a.:
”At en bibliotekar selv skal skrive de bøger, som hun udlåner, er jo lidt meget forlangt, men det har du også gjort. Og hvad dine romaner end har haft for motiver og ærinder, har det aldrig skortet på, at du også her har villet bibringe den uoplyste læser en ordentlig portion kulturhistorisk viden – fra alle de århundreder, som du ubesværet har bevæget sig i … Og nu har du gennem 25 år boltret dig i forfattergerningen, som om du aldrig havde bestilt andet.”
Mette Winge har tidligere modtaget Rosenkjærprisen , Publicistprisen og Kritikerprisen

Om prisen
Edvard Pedersens Biblioteksfonds forfatterpris uddeles hvert år på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde. Blandt tidligere modtagere kan nævnes Anne Lise Marstrand Jørgensen, Benny Andersen, Janina Katz, Hanne-Vibeke Holst, Cecil Bødker, Kirsten Thorup og Svend Åge Madsen.
Se www.db.dk/edvardp