Digtsamling som søvn-røver!

Kan en digtsamling være en pageturner? For et ½ år siden ville jeg have sagt klart nej. Digte har aldrig været min yndlingslæsning, men så fik jeg fat på Klaus Høeck's digtsamling ”Live” fra 2012. En ordentlig mursten på 550 sider. 300 digte med 3 strofer i hver.

Klaus Høeck skriver digte efter et nøje udtænkt system, hvor alle digtene i denne samling består af 3 strofer konstrueret efter en indviklet matematisk formel, som jeg ikke forstod ret meget af. Mest tydeligt er dog at alle strofer er et 4-dobbelt haiku-digt. (Et haiku består af 3 linier med 5-7-5 stavelser).

Det er heldigvis også fuldstændig ligegyldigt, fordi man slet ikke tænker på det bagvedliggende system når man læser digtene.

Jeg har aldrig læst en digtsamling, hvor jeg var nødt til lige at læse et digt mere. Men det var tilfældet her, for det er aldrig til at vide hvor vi ender, eller hvad det næste digt handler om. Og hele tiden er der overrumplende sammenstillinger, øjenåbnende betragtninger og stor, stor humor. Adskillige gange sad jeg og klukkede under læsningen.

Temaet for samlingen er at Klaus Høeck og hans kone er kørt Danmark rundt i deres Fiat Punto, og alle digtene tager udgangspunkt i en dansk lokalitet. Som eksempel et digt fra Nørre Snede Kro, hvor første strofe lyder:

kan jeg få en hof?

en hvad? - smælder det så ru
der og glas klirrer
krokonen ser hvast
på mig - hun ved selvfølge
lig godt hvad en hof
er - men her i nørre
snede skaber man
sig ikke - er du med på
dén fister løgsovs

Høeck er oprindelig fra København, men han har gået på Sorø Akademi, og flere af digtene finder sted i Sorø og omegn. Der er digte fra Pedersborg og Vester-Broby og flere kredser om hans skoletid i Sorø.

Et digt beskriver kalkmalerierne i Vester-Broby Kirke.

Midterste strofe lyder:
i syd står gud på
solen og kaster stjerner
ne i grams - og bort
set fra dét problem
at ingen kan tænke sig
selv med i sit e
get værk med forstan
den i behold (heller ik
ke gud) så er det
smukt at se svaler
ne spinde verden ind i
gennemsigtighed

Intet er for stort eller småt til at blive digtet om. Fra spørgsmål om livet og døden, til refleksioner over hvad parret skal have at spise.

Nogle af digtene er ganske let tilgængelige, andre fatter jeg ikke en brik af, men alle giver lyst til at læse dem én gang mere, og da jeg var færdig med det sidste var jeg nødt til at starte forfra igen.

 

Til sidst lige et forårsdigt, nu hvor vinteren endelig ser ud til at slippe taget.

 

Mens min kone kø
ber forårsblomster i ha
vecentret ved mo
rud læser jeg den
lokale avis for at
slå tiden ihjel
der er ingen dø
de som jeg kender – mest må
ske fordi alle
(de fleste) jeg ken
der er døde eller ik
ke er fynboer

og tro mig det er

ikke engang løgn hvad jeg
nu fortæller dig:
for heller ikke
at kede mig ihjel fol
der jeg en papir
hat af avisen
måske også for at gen
opfriske denne
åndens origa
mi der forbinder alder
dom med barndommen

 

her sidder jeg så
i mit eget personli
ge malebolge
forklædt som admi
ral og venter og dér kom
mer min elskede
med favnen fuld af
hyacinter stjernemos
og påskeliljer
der nok skal skræmme
døden væk med deres gu
le faresignal


Per Damsbo Andersen