fredag den 28. november 2008

Videnskab.dk - portal om videnskab og forskning

Videnskab.dk er en forskningsportal og et netmedie med daglige forskningsnyheder, store tværgående temaer, underholdende indslag, interaktive tiltag, debat samt lyd og levende billeder.

På Videnskab.dk kan du læse om teknologi, natur og miljø, krop og sundhed o.m.a. Du kan møde forskellige forskere og stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord.

Siden byder på temaer og nyheder om alt fra konspirationsteorier til snorken, og oversigtsartikler fortæller eksempelvis om naturvidenskabens største erkendelser gennem tiderne.

Besøg Videnskab.dk.

tirsdag den 25. november 2008

Boganbefaling: Himmeløje af Arne Dahl

Vi har tidligere bragt et tema her på bloggen om den svenske krimiforfatter Arne Dahl, eller Jan Arnald som han i virkeligheden hedder. Nu er tiende og sidste bind i serien om A-gruppen udkommet. Himmeløje er den prægtige titel på bogen.

Det er med stort vemod, at jeg har sagt farvel til A-gruppen og dens farverige medlemmer, og efter at have vendt sidste blad i bogen, føles det som har man netop taget afsked med en flok gamle venner, man har fulgt gennem tykt og tyndt. Så godt fungerer karaktererne, at de fremstår som var de af kød og blod, og man kan ikke andet end at elske dem.

Som tingene har for vane i Arne Dahls bøger, så starter Himmeløje med en tilsyneladende simpel forbrydelse - i dette tilfælde et røveri i en videobutik - men udvikler og udfolder sig til noget meget mere kompliceret og med tråde langt ud i verden.

Der bliver i dén grad samlet op på tingene her på faldrebet. Der er mange gengangere fra de tidligere sager, både helte og skurke, og det er en fryd at opleve, hvordan forfatteren får bundet alle enderne sammen uden at det virker utroværdigt.

Netop pga. de mange referencer til tidligere sager og personer, der på ny dukker op, har bogen lidt svært ved at stå alene. Den gør sig helt klart bedst, hvis man har været de forgående 9 igennem eller i hvert fald hovedparten af dem.

Der er faktisk skrevet en fortsættelse til bøgerne, en 11'er, hvori hovedpersonerne mødes efter et år for at udveksle historier, men den er endnu ikke oversat til dansk.

Anbefalet af
Elisabeth, voksenbiblioteket

Klik her for at reservere Himmeløje i Sorø Biblioteks base.

Klik her for at læse vores tidligere tema om Arne Dahl.

Klik her for at besøge Arne Dahls hjemmeside (på svensk).


Har du læst nogle af bøgerne i serien om A-gruppen? Har du en favorit? Har du læst Himmeløje, og hvad synes du i så fald om afslutningen på serien? Efterlad gerne en kommentar.

mandag den 17. november 2008

Bøger af lokale forfattere

Sorø Bibliotek har netop lavet et liste over bøger udgivet de seneste år, hvor forfatteren bor i Sorø eller har afsæt her.

I alt 18 voksenbøger, der spænder fra den lille, store roman ”Korrekturlæseren” af Peter H. Olesen til kunstbøger, erindringer og senest kogebogen fra Ankerhus.

fredag den 14. november 2008

Uffes 5 hurtige om læsning og musik

Jeg hedder Uffe Larsen og er p.t. ansat ved Sorø Bibliotek i job med løntilskud i 6 mdr. Jeg arbejder i voksenudlånet samt registrerer en gammel bogsamling.

Jeg bor i Vigersted ved Ringsted. I min fritid spiller jeg bl.a amatørteater i ”Vigersteddilettanten”. Desuden holder jeg meget af at synge, og jeg synger i et gregoriansk herrekor ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Koret har i år udgivet sin CD nr. 2 med gregoriansk korsang.

Hvad hører du lige nu?

Jeg holder meget af skotsk og irsk folkemusik samt folkemusik
I det hele taget. Men ellers er min musiksmag ret bred, og Bob
Dylan, Joan Baez og Creedence Clearwater Revival kan nævnes
blandt mine favoritter. Desuden kan jeg lide at høre Lene Siel
synge danske sange.
Jeg har lige lånt en CD med den skotske gruppe Runrig, som
spiller en blanding af folke- og rockmusik. Desuden skal
jeg d. 21. november til koncert på Kulturcafé Ludvig med
gruppen ”The Islanders”, som spiller god irsk folkemusik –
noget jeg glæder mig meget til!

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Jeg er meget historisk interesseret, herunder specielt den
danske middelalderhistorie, hvorfor jeg læser en del fag-
litteratur indenfor dette område.
Jeg læser også gode historiske romaner om denne periode i
Danmarkshistorien, hvor der er nok af dramatiske hændel-
ser at beskrive.
Bl.a. er der en spændende serie om adelsslægten ”Dane”,
Som følges igennem 1.000 år. Maria Helleberg har skre-
vet ”Den hellige Knud”, som er den første bog i serien.
Også Ebbe Kløvedal Reich har skrevet gode historiske
romaner, og jeg blev meget fascineret af ”Festen for
Cæcilie”, som handler om mordet på Kong Erik Klipping
i Finderup Lade i 1286.

Hvilken bog husker du som den første, du læste?

Jeg tror nok, at ”Robinson Crusoe” af Daniel Defoe var
den første bog jeg læste. Den blev i hvert fald læst flere
gange! Det var jo en rigtig ”drengebog”, som man jo
skulle læse dengang.

Hvad hører/læser du aldrig?

Jeg hører aldrig tekno og heavy metal, som ikke siger mig noget.
Tidligere læste jeg en del science fiction, men blev på et tidspunkt
”mættet” af det, ligesom jeg også sjældent læser meget ”smalle”
bøger.

Hvad glæder du dig til at læse?

Jeg læser gerne biografier, specielt politiske, og glæder mig derfor
til at komme i gang med Bill Clintons selvbiografi, ”Mit liv”, som
er en tyk sag! Han er jo en præsident, som efter min mening, har
betydet meget for verden i positiv forstand.
Desuden vil jeg fremhæve Nelson Mandelas ”Vejen til frihed”,
Som fortæller om hans lange kamp imod Apartheid i Sydafrika.

torsdag den 30. oktober 2008

Strikkecafé


Onsdag aften var der stikkecafé på Sorø Bibliotek efter lukketid.
Allerede kl. 18:30 kom de første, og hele 18 mand besøgte biblioteket og nogle for første gang.

Vi bød på kaffe og lidt guf og det blev en hyggelig aften med strik, snak og ny inspiration.

Vi håber på at arrangere en ny strik-in til foråret!

Hilsen Anne og Annette

fredag den 24. oktober 2008

Strikkedille i USA og i Japan.


Tirsdag d.21.oktober holdt Vivian Høxbro et billed foredrag på Sorø Bibliotek. Der var plads til 55 tilhørere og alle pladser var besat. De fremmødte fik en underholdende beretning om, hvorledes strikning er blevet en besættelse og en social kultur af dimensioner.
I pausen var der rig mulighed for at prøve Vivian Høxbros modeller.
Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål, hvilket mange tilhørere benyttede sig af.
Enkelte efterlyste muligheden for at starte strikkecafeér op, hvortil vi fra Sorø Bibliotek kunne oplyse, at et sådan vil der være onsdag d.29.oktober fra klokken 19-21.
Venlig hilsen Anne

torsdag den 23. oktober 2008

Bogmesse i Forum

Bogmessen i år finder sted d. 14.-16. november i Forum i København.

Der er interviews med bl.a Åsne Seierstad om hendes nye bog ”Englen i Groznyj” og krimiforfatteren Anne Holt.

Derudover er der konkurrencer og aktiviteter for både børn og voksne. Se mere på Bogforums hjemmeside.

Her på Sorø Bibliotek har vi lavet en udstilling med forfattere man kan møde på bogmessen. Her kan du også hente programmet.

tirsdag den 14. oktober 2008

Boganbefaling: Korrekturlæseren af Peter H. Olesen

Peter H. Olesen er forfatter, sangskriver og sanger i bandet Olesen-Olesen og bosiddende i Sorø.

Bogen handler om en korrekturlæser, der er nyligt fraskilt og har en datter i børnehavealderen.

Han har ikke megen kontakt til andre mennesker på nær sin datter, som han ser hver anden weekend, samt hans mor som ringer om lørdagen kl. 11, og hans bankrådgiver, som han er tiltrukket af.

I begyndelsen går det meget godt, og han nyder sine daglige rutiner, men så begynder det at gå skævt for ham, han går ikke længere i bad, taler med sig selv og er på vej til at gå i hundene.

Bogen er stramt komponeret, og forfatteren har nydt at lege med sproget, så det overflødige er skåret fra, og man kun står tilbage med det essentielle og trods det dyste emne, bliver man ikke deprimeret af at læse bogen! Jeg smilede over hans rutiner, vaner og ikke mindst hans filosoferen over det danske sprog. En finesse ved bogen er også, at korrekturlæserens forfald illustreres ved at sproget går i opløsning.

Selvom bogen er hurtigt læst, er den ikke hurtigt glemt!

Læs mere på Litteratursiden

Peter Hollerup Olesen arbejder i øvrigt på Vestsjælland Museum, hvor han optræder med oplæsning og sang søndag d. 2. november

Læs mere på Myspace, hvor du også kan høre Olesen-Olesen

Anbefalet af Annette

torsdag den 9. oktober 2008

Præsidentvalg i USA

"Sort imod hvid. Demokrat imod republikaner. Linjerne er trukket skarpt op i valgkampen til præsidentvalg nummer 56 i den amerikanske historie. Demokraten Barack Obama og republikaneren John McCain dyster om fire år i det hvide hus, og ud over at 24 år og 340 dage adskiller de to herrer i alder, så er der politisk stor afstand imellem de to kandidater. Især økonomi-, sikkerheds- og værdipolitik er områder, hvor de står meget langt fra hinanden.

Obama og McCain har allerede passeret en lang række forhindringer på den lange vej til præsidentembedet. De har vundet deres respektive partiers primærvalg, er blevet nomineret som præsidentkandidater ved nationalkonventerne, og tilbage står nu den hårde duel mellem de to herrer, som først afsluttes ved stemmeurnerne den 4. november 2008".
(Fra Faktalinket Præsidentvalg i USA 2008)

Se endvidere baggrundsartiklen Præsidentvalg i USA. Du skal bruge dit cpr.nr. og pinkode til Sorø Bibliotek for at læse de 2 artikler.

På Politikens hjemmeside kan du teste, hvilken kandidat du er mest enig med.

På hjemmesiden Politics1 finder du en bred link-samling til amerikansk politik.

Om de to kandidater har vi endnu kun: 1 bog om Barack Obama og 1 han selv har skrevet.

Sorø Bibliotek har naturligvis en masse andre bøger om USA, amerikanske præsidenter og politik i det hele taget. Find dem i biblioteks base ved fx. at søge på "amerikansk politik" eller "amerikanske præsidenter".

onsdag den 1. oktober 2008

Lises 5 hurtige om læsning

Jeg hedder Lise, og jeg har i 30 år været med i udviklingen af Dianalund, Stenlille og nu Sorø Bibliotek. Jeg er bibliotekassistent og jeg har mange forskellige og spændende opgaver. Jeg er med i publikumsbetjeningen, deltager i nye projekter og arbejder også med hjemmesiden.



Mine lån skifter alt efter mine interesser, men jeg låner en del om mad, sund levevis og motion. I skønlitteraturen har jeg altid godt kunne lide at læse bøger af kvindelige forfattere, men Morten Ramsland og Erling Jepsen mfl. har nu været gode oplevelser.



Jeg har abonnement på Det kongelige Teater, hvor jeg ser skuespil, ballet og opera, og jeg låner supplement til forestillingerne på biblioteket. Det kan være musikken til ballet eller opera eller et skuespil der skal friskes op.

Hvad læser du i øjeblikket?
Elsebeth Egholms nyeste bog: Liv og legeme, der er 4. bog om den århusianske krimijournalist Dicte Svendsen og hendes liv med familie og kæresten Bo, der er fotograf på samme avis som Dicte. Titlerne i serien er lånt fra forsikringsbranchen med ”Skjulte fejl og mangler” – ”Selvrisiko” – ”Personskade” – ”Liv og legeme”. Egholm tager aktuelle emner op i sine bøger og får flettet det ind i et nutidigt tidsbillede, som virker ægte og vedkommende på mig. Samtidig er bøgerne lidt krimiagtige, da Dicte har et ven/fjende forhold til det århusianske politi og kriminalassistent Wagner.

Hvad har været din største læseoplevelse i det sidste år?
Det er svært at vælge, der er så mange, men Kim Leine: Kalak er en fantastisk historie om en ung mands rejse gennem livet. Rejsen starter i Norge, så flytter han til Danmark, men den egentlige historie foregår i Grønland, hvor han bliver mere grønlænder end grønlænderne. Den rejse er en fantastisk udviklingshistorie om en dreng/mands liv på godt og ondt. Beskrivelserne er barske og får ens eget liv til at synes let. Jeg oplevede Kim Leine på Bogmessen i Forum, hvor han meget levende fortalte om bogens tilblivelse.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Dykkerklokken og sommerfuglen af Jean-Dominique Bauby, hørte jeg om ved en tilfældighed. Det er en lille bog skrevet i 1997 af en yngre mand, der blev ramt af locked-in syndrom efter en hjerneblødning. Ved et tilfælde opdagede en af personalet, at han reagerede med øjenbevægelser, og de udviklede et ”sprog”, så han med ja og nej kunne kommunikere med omverdenen. I bogen fortæller han sin historie om sit liv før og under sygdommen. Jeg så også filmen i vores lokale biograf ”Victoria”, og den var ligesom bogen fantastisk rørende og meget livsbekræftende på trods af den alvorlige situation, han befinder sig i. Jeg blev mindet om, at leve mens jeg gør det, og se muligheder i stedet for begrænsninger.

Hvilken bog/genre bryder du dig ikke om?
Science fiction med fremtids-skrækscenarier læser jeg ikke, og jeg ser det heller ikke gerne på film. Jeg oplever mig selv siddende i hjørnet af sofaen med skuldrene trukket op om ørene, eller jeg har rejst mig op 20 gange og er på vej væk, når det bliver for meget.