Her fortæller personalet om nogle af deres favoritkogebøger.
Jette anbefaler:
Krudtugler & kanelsnegle af Sif Orellana og Olsen, Den Skaldede Kok af Carsten Olsen.
Jeg har prøvet mange opskrifter i begge bøger og de holder i forhold til mine smagsløg - det er nogle forholdsvis enkle opskrifter - forfatterne kommer med nogle gode fif, - i begge bøger ledsages opskriften af små kommentarer / historier, som viser om det er en god eller en rigtig god opskrift.
Annette anbefaler:
Jeg har haft stor glæde af Trine Ljungtrøms Kong Gulerods livretter samt Glad mad som begge har gode, velsmagende og ikke mindst nemme retter at tilberede både for børn og voksne.
Kan anbefale gulerodskagen fra Glad mad, som min lille dreng på 4 var med til at tilberede i weekenden!
Per anbefaler:
Claus Meyers Meyers bageri er en bagebog hvor de fleste brød har udgangspunkt i surdej og langtidshævning. Det giver brød med meget smag, sprød skorpe og god krumme. Nogle af opskrifterne kan virke lidt besværlige, men resultaterne bliver til gengæld gode.
Sølvskeen er en italiensk basiskogebog. Næsten 1300 sider med opskrifter helt uden billeder. Den ser enormt ”nørdet” ud, men har du f.eks. en artiskok, aubergine eller kanin, findes ingen bedre inspiration til opskrifter med italiensk tilsnit. Bogen er opbygget efter hovedingrediens, hvoraf nogle kan være svære at finde i Danmark, men der er alligevel spændende opskrifter nok til mange års madlavning.
Dorthe anbefaler:
Bagebogen Fromme fristelser er en af mine absolutte favoritter. Alle opskrifter er uden fedtstof og tilgodeser os med forhøjet kolesteroltal! Derudover er opskrifterne meget varierede lige fra en banankage til en festlig jordbærtærte.
Kirsten anbefaler:
Jeg har mange kogebøger stående, hvor jeg kun bruger én opskrift fra bogen. I Rollinger & roulader af Sif Orellana glæder jeg mig til at prøve mange af opskrifterne, f.eks. Ridderens lykkebrød, Farmors krydderboller, Soldatens rugbrødssticks og Hyggekage med stødt kanel og fortællepulver... Rollinger & roulader er ikke kun en kogebog, har du børn eller børnebørn er der mange ideer til aktiviteter, som I kan lave sammen og mange af opskrifterne er ledsaget af små historier. Jeg har store forventninger til denne fortsættelse efter Krudtugler & kanelsnegle, som jeg har afprøvet mange opskrifter fra - især opskriften på Verdens nemmeste boller - som er blevet et fast indslag til vores fødselsdagsmorgener.
Dorte anbefaler:
Lars Sonne-Hansens God mad med mange grønsager er min yndlingskogebog, fordi som titlen selv siger, der er tips og tricks til at få et måltid til at indeholde flere grøntsager. "God mad...." giver gode ideer til, hvordan man får de grove grøntsager ind i kosten. I opskrifterne bruges kål og rodfrugter rigtig meget og det er et stort plus for mig = de mætter godt og frem for alt... de smager godt!
Lise anbefaler:
Verdens bedste brød : hjemmebagt brød fra hele verden af Tom Jaine er en bog om brødbagning med forskelligartede opskrifter og meget fine vejledninger og billeder både til den øvede, men især til den ikke så øvede brødbager. Noget jeg rigtig godt kan lide, er opskrifter hvor der ikke bruges så meget gær, og hvor de gode ingredienser giver lækre og velsmagende brød både til hverdag og fest.
Til et godt brød hører en god ret mad, og 1 af mine favoritter kunne være Politikens grønne kogebog af Anne Hjernø. Bogen er en grøn jordomrejse gennem alverdens køkkkener, med skønne grønsager og smagsindtryk, som Anne Hjernøe udtrykker det. Samtidig er bogen fyldt med viden om hvordan man behandler de forskellige råvarer, så man får det bedste ud af dem i sit køkken. Jeg lader mig inspirere af opskrifterne, og får lyst til at afprøve nye råvarer, når jeg sidder med bogen.
Sanne anbefaler:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar