tirsdag den 6. juli 2010

Tour-feberen raser

Efter fodboldlandsholdets noget pinlige exit fra VM, er det nu blevet tid til at sætte vores lid til gode præstationer af danskerne i Tour de France.

I år er der 4 danskere med, og især de to debutanter Matti Breschel og Jakob Fuglsang bliver spændende at følge.

En kronologisk gennemgang af touren kan læses i Joakim Jakobsen: ”Le Tour”. Det er en grundig sag med beskrivelse af alle løb indtil 2004 og masser af statistik.

Har du kun brug for et overblik over de forskellige regler, trøjer, legender m.m. kan John Bang Jensen: ”Tusind meter til lykken” bruges.

Forfatteren, filmmanden og tv-kommentatoren Jørgen Leth har skrevet en personlig beretning om sine oplevelser med Tour de France. Den hedder ”Den gule trøje i de høje bjerge” og kom i 1995. Trods alderen er den stadig værd at læse.

God fornøjelse med touren.

Per

Vi har i voksenbiblioteket en mindre udstilling med bøger om cykling, elitesport, Frankrig og andre beslægtede emner.

mandag den 21. juni 2010

Dortes 5 hurtige feriefristelser

Nu er det jo snart sommerferie og på denne tid af året er vi jo flere, der godt kan lide at slappe af med en god bog. Derfor er det ofte sådan, at de bøger du gerne vil låne ikke er hjemme på hylderne, da der er rift om de nye og aktuelle romaner.

Men fortvivl ikke, biblioteket har masser af gode bøger, der venter på at få en ferie fra deres plads på hylden. Kom ned og besøg os og se, hvad vi har. Sommerferien er jo også en god mulighed for at genlæse nogle af de bøger, som man husker som værende specielle/enestående – kort sagt enere.

Som bibliotekar vejleder jeg mange lånere, der kommer og spørger efter en god bog. Mit svar til dem er, hvad synes du er en god bog? Og så prøver jeg at finde noget der ligner eller jeg giver dem en af mine favoritbøger/forfattere. Skulle jeg vælge 5 bøger/forfattere at genlæse i min ferie, ville jeg ikke være i tvivl.

Ville jeg læse krimier, så er Wallis J. Martins krimier – ” Kold som marmor”; ”Dansen med den uindbudte gæst” og ” Fuglegården” - gode engelske krimier uden alt for megen blod, minusset ved dem er – at man ikke kan lægge dem fra sig. Wallis J. Martins nyeste bog på dansk ” Møde med fortiden” har jeg ikke læst endnu, men nu har jeg jo snart sommerferie – så….

Men historiske romaner er jo også rigtig god ferieunderholdning. Der er jeg ikke i tvivl om hvilke 2 danske forfattere, jeg ville vælge at genlæse. Maria Hellebergs romaner er suveræne og mine favoritter er ”Druknehuset” og ” Rigets frue”. Den anden forfatter er Hanne Reintoft, der er rigtig god til at blande historiske begivenheder med en god historie.

Og så er der min favorit - en perle af en bog, som fortjener at blive læst af rigtig mange. ”Tyvenes by” af David Benioff. Historien foregår i Sovjetunionen under 2. verdenskrig og handler om 17-årige Lev og soldaten Kolja, som er blevet idømt dødsstraf under Leningrads belejring. De får dog en chance for at blive benådet, de skal skaffe et dusin æg til en oberstdatters bryllupskage og så siger jeg ikke mere, men læs den.

Nu er sommervejret jo ikke det bedste i øjeblikket og man har måske brug for en humørpille til at peppe regnvejrsdagene lidt op. Fortvivl ikke - også her er der hjælp at hente, vi skal bare et smut til Sverige. Karin Brunk Holmqvist har skrevet 2 rigtig sjove bøger, der ikke kan undgå at få humøret til at stige. ”Potensgiverne” og ”Glimmerbøsserne” er to hyggelige og charmerende romaner om elskelige gamle mennesker med masser af appetit på livet. Feel good-læsning for voksne læsere i alle aldre.

Inspiration til sommerlæsning kan også hentes på Litteratursiden.dk.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en god sommerferie, hvor man forhåbentlig kan komme ud og læse i liggestolen.

Mange sommerhilsner Dorte

Søg og reservér de omtalte bøger i Sorø Biblioteks base.

mandag den 14. juni 2010

Vm i fodbold 2010

Så går det løs. Nu er VM i gang, og foldboldfeberen raser. Men måske er det snart overstået. Med det spil det danske landshold har præsteret i den senere tid, er der meget der tyder på, at vi ikke går videre fra den indledende runde.

Men man kan jo altid håbe, og så læse om dengang det gik godt.

Mon ikke mange fodboldinteresserede tydeligt husker den første VM-slutrunde Danmark deltog i. Det var i Mexico i 1986, og med på holdet var bl.a. Elkjær, Arnesen, Lerby, Laudrup, Jesper Olsen og Morten Olsen.


Efter fremragende spil i indledende runde, og sejre over Skotland, Uruguay (6-1) og Tyskland,
mødte vi Spanien i ottendedelsfinalen og tabte 5-1. En kamp som stadig huskes for Jesper Olsens fatale tilbagelægning, som kostede et mål og satte Spanien i gang. En graverende forsvarsfejl kaldes stadig blandt fodboldspillere for en Jesper Olsen.


Slutrunden er glimrende beskrevet i især:
Joakim Jacobsen: ”Tynd luft” fra 2008 og Per Høyer Hansen: ”Fodbold-VM Mexico ’86” fra 1986.
I 2008 kom bogen ”Drengene fra Wembley”, som følger spillerne fra dengang op til nutiden.

Den anden VM-slutrunde hvor Danmark klarede sig flot, var i 1998. Her stod Schmeichel på mål, brødrene Laudrup var med og Ebbe Sand scorede et mål efter ganske få sekunder på banen. Indledende runde var ikke det store sus, men i ottendedelsfinalen slog vi Nigeria 4-1 og i kvartfi-nalen spillede vi lige op med Brasilien i en af slutrundens bedste kampe.
Igen er det Per Højer Hansen som har skrevet den bedste bog om VM. Den heder ”Fodbold-VM Frankrig ’98”.

For de rigtig interesserede har Rico Carlsen udgivet et 3-binds værk om VM fra 1930 til 2006. Det er en utrolig detaljeret gennemgang af alle slutrunderne, så er man i tvivl om et resultat, eller har væddet om en målscorer, så er det værket at gå til.
Rico Carlsen: ”Den store bog om VM i fodbold 1930-2006”, bind 1.
"Den store bog om VM i fodbold 1930-2006", bind 2
"Den store bog om VM i fodbold 1930-2006", bind 3


God fornøjelse den næste måned foran skærmen eller i lænestolen.

torsdag den 27. maj 2010

Vampyrer, zombier og andre uhyggelige bekendtskaber

I voksen- og børnebiblioteket har vi i øjeblikket et par udstillinger med romaner, tegneserier og faglitteratur, der handler om uhyggelige væsner som vampyrer, zombier og varulve.

Mange kender Twilight-bøgerne, men hvad findes der ellers af romaner, der handler om moderne vampyrer?

Hvordan skiller man sig af med en zombie?

Hvor ligger Barrow, og hvorfor er byen så interessant for vampyrer?

Og hvad er det i det hele taget ved det gode gys, der er så fascinerende?

Kom ind på biblioteket og bliv inspireret - hvis du tør....

Se også Litteratursidens tema om gysere og deres bogliste med uhyggelige læsetips.

tirsdag den 11. maj 2010

Søger du landeoplysninger?

Vil du vide lidt mere om baggrunden for hvad der sker i Thailand i øjeblikket, vil du læse en masse om Sydafrika før VM, skal du ud at rejse og vil gerne have lidt mere indgående informationer om det pågældende land, eller skal du bruge nogle konkrete oplysninger til en opgave?

Så vil du have glæde af den engelsksprogede database Europa World Plus, som vi atter tilbyder adgang til. Den indeholder landeoplysninger fra hele verden.


onsdag den 5. maj 2010

Årets ALOA-pris

ALOA-prisen tildeles en forfatter fra Afrika, Asien, Latin­amerika eller Oceanien for en bog udgivet på dansk. Formålet er at skabe opmærksomhed om litteraturen fra de "varme lande", som er tilbøjelig til at forsvinde i mængden af årets andre bøger, men som byder på en mang­foldig­hed af spænd­ende miljøer og kulturer og på dejlige, stærke mennesker af kød og blod.

Kamila Shamsie fik prisen for Brændte skygger, som er en stor episk fortælling, der spænder fra Nagasaki i 1945, over Indiens og Pakistans dyrekøbte selvstændighed til Afghanistans dobbelte tragedie i 1982-83 og 2001-2. En stærkt vedkommende historie, der – med to kvinders venskab og skæbnefællesskabet mellem deres familier som den røde tråd – kaster nyt lys over gamle og nye konflikter og sætter Asiens historie de sidste 60 år i et nærværende, asiatisk perspektiv. Vidtfavnende i tid, rum og psykologi viser romanen globaliseringens to sider: dels de menneskelige muligheder og følelsesbånd på tværs af kulturer, og dels hvordan verden er blevet til ét sted, hvor alle er medansvarlige, også for de konflikter der vil følge efter.

Læs om de 4 øvrige forfattere, der var nomineret til årets ALOA-pris.


Slå Brændte skygger op i bibliotekets base.

onsdag den 28. april 2010

Bryllupstema

Sorø Bibliotek sætter fokus på bryllup.

Vi har shoppet i lokale genbrugsbutikker og fundet dug, service, lysestager og lånt en brudekjole og gine. I voksenbiblioteket kan du så finde inspiration i bøger, magasiner og dvd'er om alt fra bordpynt til brudevals.

Slå bøger om bryllup op i bibliotekets base.


mandag den 26. april 2010

Danmark dengang - hvor var du?

Forestil dig, at du zoomer ind på din barndomsby og ser gamle film eller fotos af steder og begivenheder, som du husker fra din egen barndom. Du finder billeder af det værft, hvor din farfar arbejdede og den danseskole, hvor du fik dit første kys.

DR har lanceret et historisk danmarkskort med masser af film og billeder fra det Danmark, der var engang. På hjemmesiden Danmark dengang, kan du tage med på en rejse tilbage i vores fælles danmarkshistorie.

På sidens digitale danmarkskort finder du en omfattende guldgrube af lokalhistoriske film fra DRs arkiv, som på gadeplan viser, hvordan Danmark så ud i perioden 1900-1990.

En række kendte og ukendte danskere har allerede lagt en bid af deres historie på siden. Derudover fortæller en række P4 lyttere fra hver sin del af landet, i lyd og billeder, om et ganske bestemt billede, der har en særlig betydning for dem.

Men du kan også være med til at fortælle din del af vores fælles historie, når Danmark dengang inviterer hele landet til at åbne de glemte skuffer, finde de gamle albums frem, og lægge fotos eller film ind på hjemmesiden. Det kan være billeder af dit barndomshjem, din gamle skole, fodboldklub, din første cykel eller en særlig begivenhed, som du husker fra dengang. Du kan bidrage med både film, fotos og tekst.

fredag den 23. april 2010

Verdens bogdag 23. april

23. april blev i 1995 udråbt af UNESCO som bogens og ophavsrettens dag. Markeringen af dagen er siden blevet en tradition i lande over hele verden.

Verdens Bogdag bygger på en gammel tradition i en del af Spanien, hvor man fejrer dagen ved at give en bog og en rose til den, man holder af.

Bogen er en vigtig kilde til udbredelse og bevaring af viden. Bogen udvikler os, og inspirerer til forståelse, tolerance og dialog.

Læs mere om World Book and Copyright Day på UNESCOs hjemmeside.

torsdag den 22. april 2010

”Svinehunde” = guf for krimi-elskere

Mens du venter på den næste bog af Marklund, Läckberg, Egholm , Adler-Olsen eller hvad de nu hedder, så brug tiden på denne bog, for det er helt bestemt en debut, der vil noget.

Ligene af fem mænd hænger fra loftet i gymnastiksalen på en skole i Bagsværd. Ud over at være blevet hængt har de også alle været udsat for en sand motorsavsmassakre - deres hænder er skåret af, deres kønsdele flænset på kryds og tværs og deres ansigter maltrakteret til ukendelighed. Dette syn møder chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans folk, da de bliver kaldt ud til gerningsstedet. Det store spørgsmål er, hvem er mændene og hvorfor blev de henrettet og skamferet? Hvorfor skete det lige der? Langsomt afsløres det, hvem de dræbte er og hvorfor de skulle lide denne voldsomme død. Men efterhånden som sandheden om de dræbte kommer frem, bliver det store spørgsmål om politifolkene kan opklare forbrydelsen, når offentligheden pludselig vender sig mod dem og holder med ”forbryderen”.

Søskende-parret Lotte og Søren Hammers første roman »Svinehunde« lover godt og det var en meget begejstret krimi-elsker, der vendte sidste side i en bog, der havde alt det, der skal være i en god krimi. Den havde den hyggelige/trivelige politimand, som bag facaden er knivskarp og enhver forbryder vil fortryde, at de er løbet ind i ham. Den har også den dygtige journalist og den erfarne retsmediciner. Jeg kan blive ved, men vigtigst er det, at personerne lever og man glæder sig til at ”gense” dem i den næste bog.

”Svinehunde” er første del i en planlagt ny dansk krimiserie med Konrad Simonsen og hans politifolk i hovedrollerne. Bogen om deres første uhyggelige og komplicerede sag er en flot og lovende start og denne krimi-fan venter spændt på den næste bog i serien. Jeg kan varmt anbefale bogen til alle, krimihungrende læsere.

Dorte/Bibliotekar

Reserver bogen

Bogen kan også gratis downloades på http://www.netlydbog.dk/