tirsdag den 29. januar 2013

Vinterferie (udstilling ophørt)


Sne, slud, frost og sol og ferie!

Vinterferien er lige om hjørnet, og kan bruges til mange forskellige aktiviteter. Man kan tage på skiferie, solferie og byferie. Eller holde ferie derhjemme og have tid til at hygge med børnene, venner og familie med god mad og vin. Ferien er også et oplagt tidspunkt til at få styr på alle de ting, man ikke når til hverdag, såsom oprydning, maling og andre tidskrævende projekter.

Så kig forbi voksenbiblioteket og få input til din kommende ferie!

fredag den 11. januar 2013

Gys og gru (ophørt)

Hvad passer bedre i denne kolde, mørke tid, end en udstilling om gys og gru?
I Voksenudlånet i Sorø har vi samlet en masse bøger, tegneserier og film, der alle har det til fælles, at de beskæftiger sig med det uhyggelige.

Udstillingen handler primært om overnaturligt gys, og du kan derfor møde et hav af vampyrer, zombier og diverse grufulde monstre.

Men hvorfor vil vi så gerne skræmmes, hvor stammer fortællingerne om det overnaturlige fra, og hvad er det ved det uhyggelige, der er så fascinerende - og frastødende - på samme tid?

Det finder du - måske - svar på i Mathias F. Clasens bog Homo Timidus eller i den britiske dokumentar True Horror, som også kan findes på udstillingen.

Tør du låne dem?!

Besøg også Litterstursidens gys-tema.

Superhelte (ophørt)



I Voksenudlånet i Sorø har vi lavet en lille udstilling om superhelte, med tegneserier og superheltefilm. Her finder du albums med både Alan Moore's Watchmen, mange med Marvels forskellige superhelte såsom De Fantastiske Fire, Daredevil og Wolverine, og vi har naturligvis også de mere kendte Spiderman og Batman repræsenteret. På filmområdet kan vi tilbyde The Dark Knight, Captain America og Iron Man 1 og 2.

Af de lidt mere spøjse indslag kan anbefales "serien" Marvel 1602, med bla. Neil Gaiman som forfatter, hvor handlingen udspiller sig i England og senere Den Nye Verden i 1602, hvor der er fremkommet nogle "supervæsener" med utrolige evner, som jages af Inkvisitionen, mens de forsøger at forstå og beherske deres mærkværdige nyvundne evner.

I børnebiblioteket har vi mange konsolspil med superhelte fx Justice League Heroes til Playstation 2 og Marvel Super Hero Squad til Wii.

Evt. udlånt materialer kan naturligvis reserveres i bibliotekets base.

God fornøjelse

tirsdag den 11. december 2012

Lev stærkt, dø ung (ophørt)


Med inspiration fra P1 har vi på Sorø Bibliotek lavet en udstilling med temaet: ”Lev stærkt, dø ung”, som omhandler kunstnere indenfor litteratur og musik, som alle døde i en tidlig alder.

Programmet på P1, som du kan genhøre på DRs netradio, tog udgangspunkt i Gustaf-Munch Petersen, som var af de mest banebrydende modernister i dansk litteratur. Han var dog ikke nogen hyldet forfatter i sin samtid, da han for samtidens læsere forekom svær og uforståelig. Munch-Petersen døde på tragisk vis, da han meldte sig som frivillig mod fascismen i den spanske borgerkrig.

Gustaf Munch-Petersen er ikke den eneste kunstner, der har haft et kort og intenst liv. Indenfor musikken har nogle af de store legender, taget livet af sig selv med sprut og stoffer. Her kan nævnes navne såsom Amy Winehouse, Elvis og ikke mindst Jimi Hendrix.

I litteraturen er der også talrige forfattere, der har haft en kort liv af forskellige årsager fra sygdom til selvmord, hvilket måske har givet dem større berømmelse. Her kan nævnes Panduro, Turell og Strunge.

"Lev stærkt dø ung" er også titlen på en legendarisk ungdomsroman fra 1947 af Williar Motley. Udtrykket har siden da signaleret amerikansk ungdom med en vred, mut attitude a.al Marlon Brando.
Det kan dog også hentyde til den nye generation, der har oplevet omsorgssvigt og mangel på autoriteter, en ungdom, der doper sig med sex, drugs – og mord; og hvis ekstreme handlinger også truer omgivelserne som fx  beskevet af Jonas T. Bengtsson i romanen"Submarino"

Læs mere om dette tema fra 2009 på Litteratursiden.

onsdag den 28. november 2012

Fokus på Grønland (ophørt)


Med udgangspunkt i tema fra Litteratursiden, har vi netop en udstilling om Grønland som land, rejsemål og i litterauren på voksenbiblioteket.

Igennem de seneste år er der ikke mindst  i litteraturen kommet øget fokus på det smukke artiske land i rigsfællesskabet.

I litteraturhistorien har B. S Ingemann, Knud Sønderby, Jacob Bech Nygaard, Jørgen Liljensøe, Sven Holm, Vagn Lundbye og ikke at forglemme de to store Knud Rasmussen og Peter Freuchen bidraget med hver deres grønlandsbillede, som ofte var noget stereotypt. Grønlænderen blev enten skildret som ædel vild eller social taber.

Men heldigvis er der jo kommet flere nyere forfattere på banen, som har tegnet et mere nuanceret billede af landet og kulturen ikke mindst af Kim Leine, som igennem personlige iagttagleser giver et indblik i Grønland set fra bagsiden, hvor han skilder de mange skæbner han møder, uden hverken at fordømme eller forherlige dem. Hans første bog om mødet med Grønland er Kalak, som er en erindringsbog om hans møde med Grønland, kulturen og ønsket om at blive "ægte grønlænder" heraf titlen (Kalak).

Hvis du har fået blod på tanden og ønsker at læse mere om Grønland i litteraturen så tjek Litteratursiden





fredag den 23. november 2012

Godnathistorier for børn og voksne

Mine drenge på 6 og 8 kan stadig rigtig godt lide at få læst en historie op, og det nyder jeg også at gøre, specielt når det er en sjov historie for os alle! Hvad der er sjovt er selvfølgelig individuelt, men jeg vil omtale nogle bøger, som jeg synes både appellerer til børn og voksne, da de er morsomme på flere nivauer. Mine børn griner af de frække børn i historierne og deres ugerningerninger, mens jeg morer mig over de genkendelige forældre og typiske scener, der udspiller sig.


En serie, som jeg de sidste par år, har været meget begejstret for er "Vitello" bøgere af Kim Fupz Aakeson. De handler om Vitello, der bor i rækkehus ved Ringvejen sammen med sin mor.Vitello har nogle gode venner Max og Hasse samt Møgungen William. Vitello elsker alt der er uhyggeligt, bl.a monstre, blod og splat og det er hans mor godt træt af at høre om… Tonen er humoristisk og man griner af de mange genkendelige scener, hvor man skal tage stilling til børns pudsige tanker, som "hvem der ville vinde hvis der fx var krig mellem et monster og en varulv". Kan varmt anbefales for sproget og illustrationerne.


En anden serie, som jeg også er blevet vild med er Beskidte Bertil, skrevet af Alan MacDonald.
Bertil er en charmerende ballademager med dårlige manerer, som altid kommer galt afsted og som ikke mindst bliver beskidt.. En af historierne handler om, at Bertil er blevet inviteret til lyserød pigefødselsdag, hvor han selvfølgelig også skal være klædt i lyserødt. Han vil selvfølgelig ikke med, også fordi han er den eneste dreng, der er skal med, men så finder han på at han kan være en møgbeskidt regnorm…Fødseldagen tror man ender i en katastrofe, men de søde piger bliver så fascineret af ormen, at de også ender ude i haven indsmurte i jord og mudder. En sjov og befreinde historie!
Og så er jeg lige gået i gang med bøgerne om Rædsomme Rune, skrevet af Francesca Simon. Rædsomme Rune er vild og umulig.
De lover også godt…


Så hvis du trænger til lidt ny inspiration fremfor Emil, Pippi, Orla, så prøv disse bøger eller kig forbi børnebiblitoeket, som kan komme med endnu mere input.

Hilsen
Annette

tirsdag den 25. september 2012

Godt nyt til krimi-elskere

Nu er sommeren slut og efteråret er begyndt, og med de brune blade følger en masse nye krimier. Så vil man gerne indendøre og hygge sig med en god krimi, er der godt nyt.


"Pigen i Satans mose" Fjerde del af krimiserien med Konrad Simonsen af søskendeparret Lotte og Søren Hammer er lige udkommet. Liget af en ung afrikansk kvinde findes i en nordsjællandsk sø, og sagen overdrages til drabsafdelingen i København. Så nu er det chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans underordnede, der skal løse gåden. Mordet viser sig at have forbindelse til et net af traficking af afrikanere og hvidvaskning af pengene via internetpoker. Personerne som måske eller måske ikke har myrdet den unge kvinde er: En skrupelløs forretningsmand, hans tomhjernede kone eller den drevne datter med en ligeså skrupelløs partner i baggrunden. Drabsafdelingen  får langsomt hul på sagen, men det endelige gennembrud sker via en række uheld og arrangerede tilståelser fra bagmændenes rækker. "Pigen i Satans mose" er en lidt anderledes krimi, der nok ikke helt ender, som man normalt ville forvente.

Reserver krimien:  "Pigen i Satans mose"

"Pigen i Satans mose" findes også som lydbog på Netlydbog.dk og som e-bog på eReolen.dk

Men også Dan Sommerdahl er tilbage i Anna Grues serie om den skaldede privatdetektiv. I "Et spørgsmål om penge" bliver en rig playboy myrdet, og Christianssunds Politi får assistance af den tidligere reklamemand. Reserver "Et spørgsmål om penge og find ud af om jalousi, narko, penge eller noget helt andet er årsag til mordet.

Se flere nye krimier på Sorø Biblioteks hjemmeside Inspiration - nye på hylderne




mandag den 21. maj 2012

Nyhed: Brugeradgang til videnskabelige artikler


Nu kan alle brugere som led i et foreløbigt 1 år projekt, få adgang til videnskabelige artikler, som ellers kun er forbeholdt universitetsstuderende og forskningsansatte.

På bibliotek.dk, som er den samlede hjemmeside for alle landets biblioteker, kan man således søge imellem 200 millioner videnskabelige artikler og bestille kopier af dem.

Man skal blot angive hvilket bibliotek, man ønsker at låne dem igennem, hvorefter en kopi bliver sendt til det pågældende bibliotek, hvorfra man så kan afhente dem. Det vil tage op til 1 uge at behandle en bestilling. Artiklerne leveres på printet papir.


lørdag den 28. april 2012

1800-tallet - Drømmen om Amerika

Natten til den 15. april i år var det præcis 100 år siden, at Titanic sank. Forliset er stadig en af de mest berømte ulykker i verden. Næsten 1500 mennesker omkom, da skibet sank. Blandt andet fordi der ikke plads til alle passagerne i redningsbådene. Mange af passagererne var udvandrere, der rejste til USA for at starte et nyt liv. Men for dem sluttede drømmen brat, da Titanic gik ned. Men de udgjorde kun en brøkdel af de mange hundrede tusinde, der udvandrede fra Europa – for at finde lykken i bl.a. Amerika, Australien, Argentina. Udvandringen fra Europa startede i det 18. århundrede i Storbritannien, Irland og Tyskland, efterfulgt af en større bølge efter 1850 fra det meste af Nordeuropa, og i et mindre omfang fra Central- og Sydeuropa.

Drømmen om et nyt liv = en ny chance, har inspireret mange forfattere til at skrive udvandreromaner. I Jane Aamunds bøger De grønne skove og Smeltediglen, følger man den unge lollandske bonde Jens Kristensens kamp for at skabe sig et nyt liv i Argentina. Sammen med hans kone Kirsten kæmper han en hård kamp for at skabe sig en tilværelse i det fremmede.

Den norske forfatter Toril Brekke har skrevet en trilogi, der handler om de norske udvandrere til Amerika i 1800-tallet. Han fortæller om udvandrernes virkelighed: Som søfolk i Brooklyn; bønder i midtvesten; cowboys i Texas og tømmerhuggere i nordvest.  I Drømmen om Amerika følger man søskendeparret Elise og Ansgar fra en kvækermenighed i Stavanger. I seriens andel del Guldfeber fortælles om de normænd, der rejste til Californien for at grave guld, en rejse - som kunne koste livet. I sidste del af trilogien Det forjættede land flygter den forældreløse Lasse Fagervår til Amerika for ikke at blive stemplet som tyv, hans kæreste Agnes følger efter ham, men Lasse er ikke mere i New York, han er rejst videre.

Hungerkatastrofen i Irland i midten af 1800-tallet fik en masse fattige irere til at flygte fra sulten. I håbet om en bedre tilværelse rejste de til Amerika. I  Havets Stjerne er et skib på vej til USA med en lille flok første klasses passagerer og en mængde fattige på tredje, der flygter fra hungerkatastrofen i Irland.En amerikansk journalist er ombord, og han chokeres over de vilkår, de fattige irere lider under.
I Håbets land af Ann Moore er det den unge Grace O’malley, der efter et skrækkeligt ægteskab, og indblanding i den irske frihedsbevægelse, må flygte til Amerika i håbet om at skabe sig et nyt og bedre liv. I Graces nye liv og Lykkens by beskrives Graces kamp for at klare sig iblandt udvandrere og frigivne slaver.

onsdag den 18. april 2012

Nu kan du også låne en e-bogslæser på Biblioteket

Sorø Bibliotek har købt 4 e-bogslæsere. Så nu kan du prøve, hvordan det er at læse bøger på denne måde.

E-bøger er digitale bøger, som kan læses på en skærm. E-bøger findes bla. på http://www.ereolen.dk/, der er en ny national ebogsservice til folkebibliotekernes lånere og hvor e-bøgerne er altid er hjemme, når du har brug for dem. Du kan låne 2 bøger om måneden fra eReolen.dk, når du er registreret som låner hos os.

Du kan finde flere af de nye bøger på eReolen.dk, så hvis du er træt af at vente i køen på en populær bog, kan du slå den op herinde og se om den findes som ebog. I øjeblikket er der 44 reserveringer på Undskyldningen af Hanne Vibeke Holst og den kan faktisk lånes med det samme på eReolen.dk.

Spørg efter e-bogslæserne i Informationen på Sorø Bibliotek eller på Dianalund Bibliotek.

Du kan reservere e-bogslæserne Cybook Orizon eBook Reader eller Odys Boox eBook reader i vores søgebase, hvor du også kan reservere dem, hvis de er lånt ud.

Så er du i tvivl om, hvorvidt en e-bogslæser er noget for dig, så benyt dig af vores gode tilbud og lån en af Sorø Biblioteks  e-bogslæsere i 14 dage.