mandag den 12. april 2010

Anbefaling: Hypnotisøren

Hvis du er til Stieg Larsson, så vil "Hypnotisøren" bestemt også falde i din smag.
Bogen starter meget dramatisk med at en familie, på nær drengen, er blevet myrdet. Og så går jagten på forbryderen ind.
Starten er hæsblæsende, midten lidt mere lang i spyttet, for så igen at peake mod slut. Men alt i alt en spændende og overraskende bog, hvor man hører om hypnosens magt.

Da køen på "Hypnotisøren" var meget lang og min tålmodighed kort, gik jeg i stedet ind på netlydbog og downloadede lydbogen.
Og jeg blev ikke skuffet! Peter Jorde som oplæser var fremragende, så hvis du endnu ikke har prøvet netlydbog vil jeg anbefale dig at starte med "Hypnotisøren". Netlydbog byder også på mange andre interessante titler, så kig forbi hjemmesiden.

lørdag den 10. april 2010

Gør din cykel forårsklar






Jens Sørensen kom forbi Sorø Bibliotek lørdag d. 10.april og viste lokale borgere, hvordan man får sin cykel forårsklar.

Vi hørte om at smøre og vaske cykel, uden brug af vand, dæktryk og andre gode fif.

Det gode vejr inspirerede også til en frisk cykeltur!









fredag den 9. april 2010

9. april - Danmark besat

9. april i år er det 70 år siden Danmark blev besat af Tyskland.

Mange steder på nettet, kan du læse meget mere om, hvad der skete på og op til denne dag, se billeder og filmklip.

Biblioteket har naturligvis også en masse bøger om besættelsen, både faglitteratur, erindringer og romaner.




onsdag den 7. april 2010

Er din cykel forårsklar?

Lørdag d. 10. april mellem 10 og 13 kommer Jens Sørensen fra Cykelhuset i Sorø forbi Sorø Biblioteks gård og giver dig råd og vejledning til at gøre din cykel forårsklar.

Her kan du høre og se, hvordan man justerer bremser, smører cyklen og en masse andre nyttige ting.

Der er ingen tilmelding til arrangementet, du møder bare op. Arrangementet aflyses i tilfælde af kraftig regn.

Har du ikke mulighed for at deltage, eller ønsker du at få flere fif, har biblioteket bøger om cykelreparation.

tirsdag den 30. marts 2010

Jussi Adler-Olsen vinder Læsernes Bogpris

Det blev forfatteren Jussi Adler-Olsen, der vandt Læsernes Bogpris for krimien Flaskepost fra P.



fredag den 12. marts 2010

Regionen læser 2.0 /Bogvenner.dk

Er du vild med at læse? Eller mangler du inspiration til nye bøger? Nu har du muligheden for at dele dine læseoplevelser på www.bogvenner.dk.

I 11 og 12 sætter bibliotekerne i Region Sjælland fokus på litteratur og læseglæde. Via den helt nye hjemmeside http://www.bogvenner.dk/ kan man anmelde bøger, dele sine yndlingsbøger med andre eller få tips og ideer til nye læseoplevelser. For eksempel kan man blive klog på, hvordan man henter lydbøger til sin egen computer.


I anledning af kampagnen Regionen Læser 2.0 har vi på Sorø Bibliotek følgende tilbud i uge 11 og 12

17.3 kl. 16-18: kursus i netlydbog

25.3 kl. 10-12: tips & tricks til søgebasen

22.-25.3: aflevering til bogbyttedag

26+27.3: kom og byt dine bøger



Vi har tilbud om udvidet hjælp til romansøgning i begge uger.

Se mere på hjemmesiden: http://www.soroebib.dk/

fredag den 5. marts 2010

Oscar-uddeling 2010

På søndag løber årets Oscar-uddeling af stablen.

Har du ikke mulighed for at sidde oppe hele natten og se showet live, kan du besøge Oscars officielle hjemmeside, hvor du finder mere information om alle de nominerede, og hvor vinderne også bliver offentliggjort.

På Sorø Bibliotek kan du låne mange af de tidligere års vinderfilm, og vi har også mange bøger om film, skuespillere og instruktører.

Slå op i bibliotekets base hvad vi har om emnet.

tirsdag den 16. februar 2010

Hvem skal vinde Læsernes bogpris?

Det kan du være med til at bestemme.


Prisen uddeles for 7. gang d. 25. marts og gives til læsernes foretrukne danske forfatter. Med prisen følger 75.000kr.


Årets nominerede er:

Ida Jessen: Børnene

Jakob Ejersbo: Liberty

Claus Bundgaard Christensen: Danskere på vestfronten 1914-1918

Naja Marie Aidt: Alting blinker

Kim Leine: Tunu

Merete Pryds Helle: Hej menneske

Jakob Martin Strid: Strid

Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke

Dorrit Willumsen: Det søde med det sure


Du kan stemme her og deltage i lodtrækningen om et rejsegavekort.


Du kan reserve ovennævnte bøger ved at klikke på dem.

fredag den 5. februar 2010

Vi voksne lavede armbånd.

Torsdag d.4 februar blev der lavet armbånd.
Til forskel fra sommeren 2009, hvor det var børnene der var kreative, var det denne gang de voksne, der var indbudt.
Vi havde en hyggelig og yderst koncentreret aften, hvor alle kom hjem med flotte smykker.

onsdag den 3. februar 2010

Fantasy - også for unge & voksne


På Sorø Bibliotek har vi samlet de fleste fantasy-bøger på Børnebiblioteket. Disse bøger tiltaler en stor målgruppe, og det kan være svært at skelne imellem, hvornår de primært er for voksne og hvornår unge eller måske større børn kan læse og forstå bøgerne.

Fantasy er andet end Harry Potter - som de fleste kender fra bøger og film. Dermed ikke sagt, at det ikke er en rigtig god bog / serie, men der findes også andre bøger som er af samme høje kvalitet, f.eks.

Serien De sorte troldmænd 1-6, som handler om pigen Sonea, der til forskel fra Harry Potter forbander sine magiske evner og gør alt for at skjule dem. Hun finder undervejs ud af, at det kan være svært at vide, hvem der en ven og hvem der er fjende.

En anden serie af samme forfatter er: Den hvide præstinde 1-6, som handler om den unge kvinde Auraya. Hun bliver begavet med usædvanlige og magtfulde evner og bliver udødelig, da hun bliver en af de Hvide. Men hun har kort tid til at vænne sig til sin nye status, for sort trolddom, krig og ødelæggelse begynder at hærge landet.

Forfatter: Trudi Canavan



Tamora Pierce er kendt af mange, hun har skrevet mange fantasy-serier og den nyeste findes indtil videre i 2 bind, men med flere på vej.

Serien hedder Terrier 1-2 og handler om den 16-årige Beka, som er drabantrekrut i Corus' hårde slumkvarter. Mystiske ædelsten dukker op, og duerne hvisker til hende om mystiske massemord. Kan hun, Tana og Tornfeldt opklare - og overleve?


Broken sky 1-3 er en serie fra 2000. Serien handler om tvillingerne, Kia og Ruishi, som blandes ind i kampen mellem oprørerne fra modstandsbevægelsen Parakka og de onde herskere i Dominoerriget og Mellemtiden. I dette fantastiske univers får de god brug for deres særlige evner i de hårde kampe.

Forfatter: Chris Wooding



En ældre serie fra sidst 1980'erne er stadig god: Tågerne omkring Avalon 1-3. Historien foregår i England i 4-500-tallet. På den hellige ø, Avalon, lægger den synske ypperstpræstinde Viviane og troldmanden Merlin planer for, hvordan de kan bevare den keltiske gudetro og samle landet, som trues af saxernes indtrængen og kristendommens udbredelse.

Forfatter: Marion Zimmer Bradley



Den nyeste fantasy bog, som vi har indkøbt, og som faktisk er skrevet for voksne og derfor undtagelsesvis kommer til at stå på Voksenbiblioteket er:

Mit liv som fugl eller Mikael Helmers besynderlige rejser i tid og rum. Almindelige Mikael Helmer opdager en drage i naboens kælder, hvorefter han sammen med en meget tiltrækkende kvinde kastes igennem en række parallelle verdener.

Forfatter: Per Vadmand


Du kan låne bøgerne på Sorø Bibliotek og evt. reservere dem i bibliotekets søgebase. Her kan du se en samlet oversigt over alle bibliotekets fantasy-bøger.