tirsdag den 30. marts 2010

Jussi Adler-Olsen vinder Læsernes Bogpris

Det blev forfatteren Jussi Adler-Olsen, der vandt Læsernes Bogpris for krimien Flaskepost fra P.



fredag den 12. marts 2010

Regionen læser 2.0 /Bogvenner.dk

Er du vild med at læse? Eller mangler du inspiration til nye bøger? Nu har du muligheden for at dele dine læseoplevelser på www.bogvenner.dk.

I 11 og 12 sætter bibliotekerne i Region Sjælland fokus på litteratur og læseglæde. Via den helt nye hjemmeside http://www.bogvenner.dk/ kan man anmelde bøger, dele sine yndlingsbøger med andre eller få tips og ideer til nye læseoplevelser. For eksempel kan man blive klog på, hvordan man henter lydbøger til sin egen computer.


I anledning af kampagnen Regionen Læser 2.0 har vi på Sorø Bibliotek følgende tilbud i uge 11 og 12

17.3 kl. 16-18: kursus i netlydbog

25.3 kl. 10-12: tips & tricks til søgebasen

22.-25.3: aflevering til bogbyttedag

26+27.3: kom og byt dine bøger



Vi har tilbud om udvidet hjælp til romansøgning i begge uger.

Se mere på hjemmesiden: http://www.soroebib.dk/

fredag den 5. marts 2010

Oscar-uddeling 2010

På søndag løber årets Oscar-uddeling af stablen.

Har du ikke mulighed for at sidde oppe hele natten og se showet live, kan du besøge Oscars officielle hjemmeside, hvor du finder mere information om alle de nominerede, og hvor vinderne også bliver offentliggjort.

På Sorø Bibliotek kan du låne mange af de tidligere års vinderfilm, og vi har også mange bøger om film, skuespillere og instruktører.

Slå op i bibliotekets base hvad vi har om emnet.

tirsdag den 16. februar 2010

Hvem skal vinde Læsernes bogpris?

Det kan du være med til at bestemme.


Prisen uddeles for 7. gang d. 25. marts og gives til læsernes foretrukne danske forfatter. Med prisen følger 75.000kr.


Årets nominerede er:

Ida Jessen: Børnene

Jakob Ejersbo: Liberty

Claus Bundgaard Christensen: Danskere på vestfronten 1914-1918

Naja Marie Aidt: Alting blinker

Kim Leine: Tunu

Merete Pryds Helle: Hej menneske

Jakob Martin Strid: Strid

Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke

Dorrit Willumsen: Det søde med det sure


Du kan stemme her og deltage i lodtrækningen om et rejsegavekort.


Du kan reserve ovennævnte bøger ved at klikke på dem.

fredag den 5. februar 2010

Vi voksne lavede armbånd.

Torsdag d.4 februar blev der lavet armbånd.
Til forskel fra sommeren 2009, hvor det var børnene der var kreative, var det denne gang de voksne, der var indbudt.
Vi havde en hyggelig og yderst koncentreret aften, hvor alle kom hjem med flotte smykker.

onsdag den 3. februar 2010

Fantasy - også for unge & voksne


På Sorø Bibliotek har vi samlet de fleste fantasy-bøger på Børnebiblioteket. Disse bøger tiltaler en stor målgruppe, og det kan være svært at skelne imellem, hvornår de primært er for voksne og hvornår unge eller måske større børn kan læse og forstå bøgerne.

Fantasy er andet end Harry Potter - som de fleste kender fra bøger og film. Dermed ikke sagt, at det ikke er en rigtig god bog / serie, men der findes også andre bøger som er af samme høje kvalitet, f.eks.

Serien De sorte troldmænd 1-6, som handler om pigen Sonea, der til forskel fra Harry Potter forbander sine magiske evner og gør alt for at skjule dem. Hun finder undervejs ud af, at det kan være svært at vide, hvem der en ven og hvem der er fjende.

En anden serie af samme forfatter er: Den hvide præstinde 1-6, som handler om den unge kvinde Auraya. Hun bliver begavet med usædvanlige og magtfulde evner og bliver udødelig, da hun bliver en af de Hvide. Men hun har kort tid til at vænne sig til sin nye status, for sort trolddom, krig og ødelæggelse begynder at hærge landet.

Forfatter: Trudi Canavan



Tamora Pierce er kendt af mange, hun har skrevet mange fantasy-serier og den nyeste findes indtil videre i 2 bind, men med flere på vej.

Serien hedder Terrier 1-2 og handler om den 16-årige Beka, som er drabantrekrut i Corus' hårde slumkvarter. Mystiske ædelsten dukker op, og duerne hvisker til hende om mystiske massemord. Kan hun, Tana og Tornfeldt opklare - og overleve?


Broken sky 1-3 er en serie fra 2000. Serien handler om tvillingerne, Kia og Ruishi, som blandes ind i kampen mellem oprørerne fra modstandsbevægelsen Parakka og de onde herskere i Dominoerriget og Mellemtiden. I dette fantastiske univers får de god brug for deres særlige evner i de hårde kampe.

Forfatter: Chris Wooding



En ældre serie fra sidst 1980'erne er stadig god: Tågerne omkring Avalon 1-3. Historien foregår i England i 4-500-tallet. På den hellige ø, Avalon, lægger den synske ypperstpræstinde Viviane og troldmanden Merlin planer for, hvordan de kan bevare den keltiske gudetro og samle landet, som trues af saxernes indtrængen og kristendommens udbredelse.

Forfatter: Marion Zimmer Bradley



Den nyeste fantasy bog, som vi har indkøbt, og som faktisk er skrevet for voksne og derfor undtagelsesvis kommer til at stå på Voksenbiblioteket er:

Mit liv som fugl eller Mikael Helmers besynderlige rejser i tid og rum. Almindelige Mikael Helmer opdager en drage i naboens kælder, hvorefter han sammen med en meget tiltrækkende kvinde kastes igennem en række parallelle verdener.

Forfatter: Per Vadmand


Du kan låne bøgerne på Sorø Bibliotek og evt. reservere dem i bibliotekets søgebase. Her kan du se en samlet oversigt over alle bibliotekets fantasy-bøger.

onsdag den 27. januar 2010

Ida Jessen får De Gyldne Laurbær

Forfatteren Ida Jessen får "De Gyldne Laurbær" for sin bog "Børnene" som er den selvstændige fortsættelse efter "Den der lyver og "Det første jeg tænker på", som alle foregår i Hvium.

Forfatteren har igennem årene fået en stor læserskare og prisen på 10.000 kr. gives af boghandlerne til en forfatter, som ud over at være rost meget af anmelderne, også er kommet på bestseller-listen.
Ida Jessens bog vandt efter et tæt opløb med Jussi Adler-Olsens: "Flaskepost fra P", der i øvrigt også er tredje bog i en krimiserie om politiets afdeling Q. I alt 52 forfattere fik stemmer af boghandlerne.
Prisen har været uddelt siden 1949.

Læs Berlingskes anmeldelse af "Børnene"
På Sorø Bibliotek kan du naturligvis låne Ida Jessens Hvium-serie og andre af hendes bøger.
Reserver: "Den der lyver"
Reserver: "Børnene"

fredag den 8. januar 2010

Sorø Biblioteks forårsprogram

Sorø Biblioteks forårsprogram er netop udkommet.
Du kan komme og hente det på Biblioteket.

Vores program er en blanding af kultur, undervisning og kreativitet.
Vi holder it-undervisning i facebook, iGoogle, netlydbog, e-handel, slægtsforskning og vores egne biblioteksbaser.
Derudover har vi foredrag med Henrik Tarp om pilgrimsvandringer til Santiago samt litteratur på programmet i løbet af foråeret.
Endelig har vi to mere praktiske indslag med armbånd og tips og vejledning til at gøre din cykel forårsklar.
Vi glæder os til vi ses!

tirsdag den 15. december 2009

Lån en serie til din ferie

Julen nærmer sig og også juleferien, så er det rart med en god bog eller flere.
Julen er jo hjerternes og traditionernes tid, så hvad er mere oplagt end at læse slægtsromaner.
Der er rigtig mange serier at vælge imellem både danske og udenlandske.
Efter min mening er en god slægtshistorie = en historie der bringer en tilbage i tiden, hvor man spændt følger bogens hovedpersoner og deres efterkommere. Mine favoritter er de serier, hvor man følger både herskabet og tyendet. Romaner med ”Matador-stemning”.

Jeg har læst mange rigtig gode slægtshistorier, men skal jeg vælge 5, så bliver det hovedsageligt danske slægtsromaner, der foregår i 1900-tallet. Da julen er traditionernes tid og tiden til at mindes, så kan jeg varmt anbefale at stifte bekendtskab med en af disse serier om livet på landet i de gode gamle dage. Hvis man allerede har læst de nedenstående serier, så er det da ren julehygge at genopfriske bekendtskabet med dem, de kan sagtens læses igen.

John Nehms serie om livet på landet i Nordsjælland i starten af 1900-tallet. Historien om storbonden Mads Klausen har udgangspunkt i forfatterens far Kai, der som 6-årig fik tjeneste hos en storbonde. I seriens fire bind beskrives tiden omkring 1920 på Svalegården og i København gennem Mads Klausens folk. Både på landet og i København har småkårsfolk det hårdt.
Mads Klausen er ikke nogen rar man, hvilket går ud over de folk, der tjener på gården.
Seriens titler er: Dagen og vejen; En for alle; Som man sår; I krig og kærlighed.

Ole Frøstrups slægtsroman om den unge Sofie og hendes dramatiske liv i pagt med naturen blandt fjordfiskere og skovarbejdere i 1930'erne ved Isefjorden. Man følger Sofie, der er 13 år, da historien starter. Sofies far fisker ål bl.a., og hendes mor er en dygtig kvinde, som samler urter, som både familien og naboer får megen glæde af. I de kommende år sker der voldsomme ting i hendes liv. Moderen og faderen dør under dramatiske omstændigheder og Sofie selv begår frygtelige fejl, som hun må bøde for, men hun finder også kærligheden til barndomsvennen Kristian. Serien titler er: Sofie; Kristian; Mads.

Ester Bocks serie om en østjysk dyrlægefamilie, der starter med bogen ”Grønne grænser”.
Dyrlægen Knud og hans kone Gudrun og deres 3 døtre er bogens hovedpersoner og gennem dem skildres hverdagslivet i årene 1945-55. Det er familiens liv man følger i serien, og de valg som personerne kommer til at træffe afspejler den tids historie. Der skete en masse i tiden efter krigen og den udvikling skildrer Ester Bock rigtig godt, ved hjælp af den udvikling som seriens kvinder gennemgår. For det liv som Gudrun og kvinderne før hende kendte til er væk, hendes døtre har helt andre valg at tage stilling til.
Seriens titler er: Grønne grænser; Tonefald; Længdespring ; Flyv fugl ; Vokslys ; Mens graven kastes.


En anden serie, man ikke kommer uden om er Villy Damstrups ”Tvivleren: et tidsbillede”. Vi er igen i det jyske anno 1924. Den sjællandske pige Olga får arbejde som lærerinde i et stærkt indremissionsk sogn i Vestjylland. Efter mange konflikter med de stedlige normer, som fx at hun som kvinde ikke må cykle, falder hun dog til og bliver gift med gårdejersønnen Jesper.
Indre Mission har godt fat i de fleste sjæle i landsbyen og deres mødekreds - "Samfundet" - er indflydelsesrig ikke desto mindre finder flere af medlemmerne ud af selv at bøje teksten, så de kan leve deres egne lidenskaber ud. Historien bærer præg af forfatterens store kendskab til tiden og miljøet og af kærlighed til sine kantede, særprægede personer. Med lune og forståelse for deres lidenskaber og synder, deres enfold og hjælpsomhed og især deres økonomisk hårde livsvilkår, formår Villy Damstrup at fastholde læserens interesse.
Serien består af: Tvivleren. [Bind] 1; Tvivleren. [Bind] 2; Tvivleren. [Bind] 3.




Til sidst skal vi en tur til Irland og Amerika. ”Håbets land” af Ann Moore, er første del af en meget spændende serie, der skildrer de fattige ireres kamp mod englændernes brutale overherredømme i midten af 1800-tallet. I centrum står purunge, tapre Grace O'Malley, hvis far hjælper hende til ægteskab med den engelske godsejer Bram på hvis jord familien træller. Efter et skrækkeligt ægteskab, og indblanding i den irske frihedsbevægelse, må Grace flygte til Amerika. Turen til det forjættede land ombord på skibet er ikke nem og nemmere bliver det ikke, når hun kommer til Amerika.
Serien består af: Håbets land; Graces nye liv; Lykkens by.

Det er rigtig god juleunderholdning. God fornøjelse!

onsdag den 9. december 2009

Lisbeths 5 hurtige om bøger














Hej! Jeg hedder Lisbeth og er 24 år gammel. Jeg har en søn på 2 år, som elsker bøger lige så meget som hans mor gør. Jeg blev færdiguddannet som bibliotekar i januar 2009, og har siden august arbejdet i et barselsvikariat på Sorø Bibliotek. I min fritid går jeg til konkurrenceskydning med riffel og når vejret er til det, tager jeg ud og dykker.

Hvad læser du lige nu?
Lige nu er jeg i gang med "Det gyldne kompas" af Phillip Pullman, og jeg regner da stærkt med at fortsætte med "Skyggernes kniv" og "Ravkikkerten", men ofte kan jeg sagtens læse mere end en enkelt bog ad gangen.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Det er svært at sige. Jeg har læst så ufattelig mange bøger. Den børnebog der har betydet mest må næsten være "Strudsen Rasmus", den er så sød og sørgelig på samme tid, at man ikke kan andet end at holde af den. Af de bøger jeg har læst senere hen, er det nok Josefine Ottesens historie om Mira "Dæmonernes hvisken", "Dronningens Tåre" og "Krystalhjertet". I det hele taget er Josefine Ottesens bøger helt fantastiske.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?
Det må nok være de tre bøger om Mira som jeg nævnte ovenfor. De beskriver en ung pige med et kæmpe ansvar, som hun ikke selv føler at hun kan stå med, og Ottesen beskriver hvordan Mira langsomt, men sikkert, vokser med opgaven og til sidst indser, at hun har haft styrken i sig hele tiden. Alle unge piger burde læse den trilogi!

Er der en bog/genre du ikke bryder dig om?
Der er ikke nogen genre jeg som sådan vælger fra, men jeg foretrækker fantasy eller lignende genrer. Det vigtigste for mig er at bogen er godt skrevet, hvilket er grunden til at jeg aldrig kommer igennem Tusmørke.