tirsdag den 17. marts 2009

Pris til Martin Jensen

Edvard Pedersens Biblioteksfonds pris gik i år til Martin Jensen.

Martin jensen er læreruddannet, men har siden 1995 arbejdet fuldtid som forfatter og er bosat på sydfyn. Forfatteren skriver både samtidsromaner, historiske romaner samt historiske krimier, med byfoged Eske Litle fra Assens i spidsen.

Edvard Pedersens pris blev overrakt af Bo Bjørnvig. I motiveringstalen hedder det om prismodtageren:
"Martin Jensen - det lyder jo meget dansk og beskedent. Men i litterær sammenhæng klinger det med Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen. Og ikke med urette: Du er som Hansen landlivets beretter og som Jensen den historiske fortæller. Og som begge så ærkedansk, at det gør ondt.
Eller godt - for vi kan ikke fralægge os arv og gæld, derfor må vi have nogle som jer - forfattere og digtere - der fortæller os, hvem vi er lige nu. Og det gør du så landet gror frem med bugtede veje, højtflyvende lærker og smålige tanker i sommerfrodigheden. Eller varme følelser selv om blæsten isner gennem én ved Kyndelmisse."

Tidligere har forfatteren modtaget Det danske Kriminalakademis debutantpris for den første Eske Litle bog "Byfoged i Assens".

Så kig forbi Sorø Bibliotek eller reserver 1. del af serien om Eske Litle

onsdag den 4. marts 2009

Ellens 5 hurtige om læsning

Jeg er kommet til at arbejde på Sorø Bibliotek i forbindelse med kommunesammenlægningen. Før var jeg ansat på Stenlille Bibliotek, og der var jeg i 12 år.
Jeg må indrømme at jeg altid læser skønlitteratur og faktisk aldrig faglitteratur. Der er ikke bestemte genrer indenfor skønlitteraturen jeg læser men mest krimi/spænding i øjeblikket men andet ”glider” også ned.

Fx har jeg lige læst Paolinis Brisingr som er fantasy. Og der kommer en 4. del og den må jeg også læse når den udkommer en gang.

Hvad læser du i øjeblikket?
I øjeblikket er jeg i gang med en psykologisk spændingsroman som hedder Hundens ører. Den vil jeg slet ikke fortælle om, for det vil bare ødelægge læseoplevelsen hvis man selv går i gang med den. Jeg kan dog løfte sløret for at den handler om en kvinde, der i fødselsdagsgave får en dagbog og i den begynder at skrive om sin barndom, og om at hun slog sin mor ihjel.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?
Jeg synes ikke jeg har læst en bog i lang tid som virkelig sagde wauw, men en bog der har gjort indtryk var Undtagelsen af Jungersen. Hvor kan kvinder dog være lede ved hinanden!
En anden bog som har gjort indtryk er Wahlgrens Kirre som handler om et omsorgssvigtet barn. Den går lige i hjertet.
Skal jeg nævne en krimi som min favorit lige nu så er det Thoradins Skumringstime. Det er en svensk debutant og bliver han ved på denne måde, tegner det godt.

Hvilken fantasy bog er den bedste du har læst?
Den bedste fantasybog jeg har læst er Harry Potter specielt den første for det var et pragtfuldt univers at blive præsenteret for.

Hvilken bog/genre bryder du dig ikke om?
"Noget jeg aldrig læser er digte. Det er jeg bare ikke god til, men ellers læser jeg meget varieret. Det er dog altid nye bøger, klassikere er jeg ikke god til, men lidt har jeg da læst fx Johs. V. Jensens Den lange rejse og Herman Bangs "Tine"

tirsdag den 24. februar 2009

Litteratursiden 2.0

Der er kommet en ny version af litteratursiden, hvor man selv har mulighed for at skrive på siden.
Du kan fortsat finde indholdet fra den tidligere version af Litteratursiden, og bruge siden som hidtil, men samtidig kan du nu rate og anbefale bøger, blogge, finde læsevenner og oprette din egen boghylde. Jo flere som bruger systemet aktivt, des bedre blive det.
Brænder du for at skrive om Søren Ulrik Thomsen eller en anden digter? Så har du en enestående chance på lyrikwiki'en.
På den måde bliver der via Litteratursidens brugere endnu flere veje til at finde inspiration til gode læseoplevelser. Og formålet med siden er fortsat at inspirere til gode læseoplevelser. Så gå ind på http://www.litteratursiden.dk/ og opret en profil, og læs mere om dine muligheder for at bidrage til siden under Brugerprofiler.

torsdag den 12. februar 2009

Elisabeths 5 hurtige om tegneserier

Jeg hedder Elisabeth og arbejder primært i voksenudlånet i Sorø. Jeg læser en del tegneserier, især amerikanske, så dem vil jeg gerne fortælle lidt om.

Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg har netop læst Frank Millers "Sin City – Ind i Helvede" færdig. Det er historien om den tidligere soldat Wallace, der redder den unge, smukke kvinde Esther fra et selvmordsforsøg. Men Esther er i meget større vanskeligheder end Wallace først er klar over, og pludselig er han oppe mod nogle meget farlige og magtfulde mennesker for at redde sin elskede. Jeg elsker Sin City serien, og selvom jeg normalt mest falder for de gode historier, er jeg også vild med tegnestilen i Sin City, hvor jeg synes, at hver tegning nærmest er en kunstværk i sig selv.

Hvad var din først tegneserie?
Som yngre læste jeg en del Anders And-blade, men jeg voksede vist hurtigt fra dem, og så gik turen henover serier som Smølferne, Yuko Tsuno, Splint & Co. o.m.a., for så at standse igen ved de amerikanske serier; inkl. superhelteserier.

Hvad har været din største læseoplevelse de sidste år?
Jeg er ret vild med serien om Barrow, Alaska, der starter med "Nat i 30 dage" skrevet af Steve Niles og tegnet af Ben Templesmith. Det er en historie om en lille by, hvor sollyset slet ikke viser sig i en hel måned, og det gør byen til et stort tag-selv-bord for en flok sultne vampyrer. Men byens indbyggere giver ikke op uden kamp, og med sheriffen og hans kone i spidsen, forskanser de sig for at overleve de 30 dage belejringen varer. Tegnestilen er speciel, grov og lidt grumset, men den passer godt til historien, og er en af de mest uhyggelige skildringer af vampyrer, jeg endnu har set: vilde og dyriske men samtidig sofistikerede.

Hvilken tegneserie har betydet mest for dig?
Den tegneserie, der virkelig åbnede mine øjne for tegneseriers kvaliteter, er serien "Preacher" skrevet af Garth Ennis og tegnet af Steve Dillon. Jeg kan ikke stå for serier, hvor der er en rigtig god historie, og det er der bestemt i Preacher, hvor der både er vampyrer, spøgelsescowboys, engle, hårdkogte sydstatsfolk, og ikke mindst: en helt, der er præst - det ser man ikke særlig ofte. I serien besættes præsten Jesse Custer af den guddommelige skabning Genesis, der er produktet af en affære mellem en engel og en dæmon. Besættelsen resulterer i evnen til at tale med en stemme, der er så kraftfuld, at folk ikke kan andet end at adlyde dens bud. Custer giver sig ud på en rejse for at finde og konfrontere Gud, og får følgeskab af sin tidligere kæreste, den barske Tulip og den fordrukne, irske vampyr Cassidy, altimens de jages af en hemmelig orden samt den genopstandne pistolmand The Saint of Killers. Det er ærgeligt serien aldrig er udkommet på dansk, men den kan sagtens læses på engelsk, og oven i købet gør en stor del af dialogen sig bedst på originalsprog.

Hvilken genre bryder du dig ikke om?
Jeg holder mig mest til de amerikanske serier. Det skyldes dog ikke decideret modvilje mod europæiske serier, jeg er bare ikke rigtig snublet over en serie, der har fænget mig. Dog med en enkelt undtagelse. Jeg har læst et par stykker af den franske serie "Blacksad" af Juan Díaz Canales. Det er en serie, hvis noir-univers i virkeligheden minder lidt om Sin City, men er befolket af væsner med menneskekroppe med dyrehoveder. Hovedpersonen er fx. en kat, der arbejder som privatdetektiv. Det er bestemt en serie, jeg vil holde øje med i fremtiden.

mandag den 9. februar 2009

Bogbidder

  • Vil du overraskes?
  • Vil du læse noget andet, end du plejer?
  • Vil du inspireres?

Så sendes der alle hverdage mandag til fredag en bid af en bog direkte til din mailboks, sådan at du fredag har læst første kapitel af bogen. Det tager 5 - 10 minutter at læse en bogbid.

Mandag starter en ny bog. Bøgerne er nøje udvalgt, så der er noget for mænd og kvinder, unge og gamle, krimilæsere og finlitterære, bogslugere og småtspisende, kort sagt LÆSERE.

BOGBIDDER er åben for alle, og det er gratis at være tilmeldt. Med teksten - som i nogle uger også kommer som lydfil - følger links til bestilling og køb samt baggrundsviden om forfatter og titel.

Tilmeld dig Bogbidder - vælg at tilmelde dig via Bibliotek.dk.

fredag den 30. januar 2009

Læsernes Bogpris 2009

Fra den 30. januar til den 6. marts 2009 kan alle deltage i afstemningen om hvem der skal have Læsernes Bogpris for den bedste danske udgivelse i 2008.

Prisen uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Tidende i samarbejde med landets biblioteker. Sidste års vinder blev Peter Øvig Knudsen med "Blekingegadebanden".

Når man stemmer, deltager man også automatisk i lodtrækningen om et rejsegavekort på 3.000 kroner til Best travel eller én af de 10 signerede bogpakker med de ti nominerede bøger. Vinderne trækkes den 13. marts og får direkte besked.

De ti nominerede forfattere er:
Jens Christian Grøndahl- Dy Plambech- Susanne Staun- Ursula Andkjær Olsen- Joakim Jakobsen- Thomas Larsen -Finn Mortensen- Lars Movin- Hanne-Vibeke Holst- Ulrik Langen- Helle Helle



onsdag den 21. januar 2009

Gyldne Laurbær til Hanne-Vibeke Holst

Boghandlernes Gyldne Laurbær går i år til forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Hun får prisen for sin roman 'Dronningeofret', som afslutter trilogien, der også omfatter de to filmatiserede romaner 'Kronprinsessen' og 'Kongemordet'.

"Dronningeofret" har ligesom de to andre bøger i serien været bestsellere, men på trods af forfatternes popularitet har hun endnu ikke modtaget en litterær pris.

Men nu har boghandlere og ansatte i danske boghandler så efter afstemning tildelt Hanne- Vibeke Holst prisen "De Gyldne Laurbær"

Som 'Laurbær'-vinder modtager hun en check på 10.000 kroner, et boggavekort på 2.500 kroner, et guldemblem samt en laurbærkrans.

På Sorø Bibliotek kan du låne Dronningeofret samt Kronprinsessen og Kongemordet samt Hanne-Vibeke Holst andre bøger .

Læs mere på Politiken

tirsdag den 13. januar 2009

Pers 5 hurtige om musik


Jeg har været ansat som bibliotekar på Sorø Bibliotek i mere end 12 år, og et af mine hovedarbejdsområder har været Musikafdelingen. Derudover har jeg især beskæftiget mig med voksenbiblioteket og de senere år med Lokalhistorisk Arkiv.
Musikken har altid spillet en stor rolle i mit liv, og jeg har selv spillet guitar siden jeg var barn.


Hvad hører du i øjeblikket?
Jeg hører altid meget forskellig musik. I øjeblikket er det bl.a. duoen MGMT, som spiller elektronisk rock, De glade Sømænd og deres ny-fortolkninger af danske sømandssange, den gamle amerikanske folk-sanger Tom Paxtons nyeste cd ”Comedians and Angels”, Sort Sol og en cd med gregoriansk sang fra Cisterciensermunkene fra Stift Heiligenkreuz.
Mest hører jeg dog nok Runrigs fantastiske live-optagelse fra 2007 ”Year of the flood”. En udgivelse med både en cd og en dvd med koncerten. Den foregik på Runrig’s hjemmebane i Skotland foran 17000 begejstrede tilskuere, som på trods af øsende regnvejr var meget engagerede og medsyngende. Det er folk-rock på højeste plan.

Hvad var din første plade?
Den fik jeg ved en fejl tilsendt som medlem af Gyldendals Bogklub da jeg var ca. 13 år. Det var Crosby, Stills & Nash’s første LP ”CSN” fra 1969.
En meget kompleks og smuk plade, som krævede mange gennemlytninger før den fængede. Det fik den så heldigvis, fordi det var min eneste plade!
Siden har jeg lyttet meget til de tre herrer, som i perioder også har samarbejdet med Neil Young, og deres tætte vokalharmonier og smukke melodier.

Hvilken cd har betydet mest for dig?
Det er et svært spørgsmål, men svaret er nok Bob Dylans ”Freewheelin” fra 1963. Den åbnede øjnene for, at det var muligt at lave et mesterværk bare med en guitar og en mundharmonika. Dylan er ikke verdens bedste sanger, men en af de mest udtryksfulde – som vores egen Povl Dissing – og ”Freewheelin” indeholder en lang række fantastiske sange som ”Blowin’ in the wind”, ”Masters of War”, ”A Hard Rain” og ”Don’t Think Twice”. Samtidig fik det mig til at interessere mig for hele styrken af folk-sangere fra perioden. Kunstnere som Joan Baez, Tom Paxton, Judy Collins, Pete Seeger og Woody Guthrie. Og her hjemme fra folk som Benny Holst, Povl Dissing og Jan Toftlund.

Din bedste koncertoplevelse.
Det bliver to meget forskellige koncerter.
Den første var en koncert med Kim Larsen og Kjukken i Pumpehuset i København. Musikken var typisk Kim Larsen med en blanding af gamle Gasolin-numre og nye sange, men omgivelserne i et meget varmt og tætpakket Pumpehus, kombineret med publikums sammensætning – som gik fra helt unge til ældre med gangstativer - gjorde det til en usædvanlig intens oplevelse. Alle sang og hoppede med.
Den anden var en opførsel i Arenaen i Verona af Puccinis opera ”Turandot”. Det er et fantastisk sted med en formidabel akustik. 25000 mennesker sidder under åben himmel og hører operaen sunget uden forstærkning. Den mest berømte arie ”Nessun Dorma” blev sunget af stjernetenoren José Cura. Desværre blev det regnvejr, så vi fik ikke det sidste kvarter med. Forestillingen blev afbrudt. Det gjorde dog næsten oplevelsen endnu mere speciel. Ingen tvivl om at Veronas arena skal besøges igen, næste gang jeg er i nærheden af Norditalien.

fredag den 9. januar 2009

Tegneserien og filmene om Hellboy

I sidste uge gik filmen Hellboy 2: the Golden Army i Victoria Teatret. Filmen bygger på en tegneserie af amerikaneren Mike Mignola og handler om halvdæmonen med superstyrke, Hellboy, der arbejder for Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar, der forsvarer menneskeheden mod alskens ondskab i overnaturlig form. Netop pga. sit skræmmende ydre og mystiske ophav, er Hellboy en kompleks karakter, der ikke har helt nemt ved at finde sin plads her i verden.

Tegneserien blev fint omsat til film for første gang i 2004 af instruktøren Guillermo del Toro, hvor Ron Perlman også spillede rollen som den hornede, røde halvdæmon med de rappe replikker. Instruktøren har mellem Hellboy 1 og 2 lavet den spanske film Pans Labyrint, og det skinner tydeligt igennem i 2'eren, hvor det vrimler med magiske væsner i alle udformninger.

På biblioteket har vi 4 tegneserier på dansk om den røde (anti-)helt og hans kolleger i Bureauet.

Hellboy - ondskabens frø, fra 2003

Hellboy - væk djævelen!, fra 2004

Hellboy - undergangens højre hånd, fra 2007

Hellboy - kæmpeormen, fra 2008

Anbefalet af Elisabeth, voksenbiblioteket.

Nåede du at se filmen? Har du læst nogle af tegneserierne? Efterlad gerne en kommentar.

mandag den 5. januar 2009

European Film Awards - lån europæiske film på biblioteket

Kun 10% af filmene i de danske biografer er ikke fra Danmark eller USA. Dette blev nævnt i forbindelse med uddelingen af de europæiske filmpriser i København i starten af december.
Så hvis du vil se film fra de andre europæiske lande, må du finde andre veje - fx bibliotekerne!

Judi Dench fik en LIFETIME ACHIEVEMENT AWARD - find film (og teater) med Judi Dench på bibliotek.dk

Italiensk film fik mange priser. Find italienske film på bibliotek.dk

Tyske og spanske film var også nominerede, men var ikke så heldige som italienerne. Find tyske film på bibliotek.dk


Mike Leigh var en af de nominerede - find Mike Leigh-film på bibliotek.dk

Laurent Cantet var også blandt de nominerede - find film af Laurent Cantet på bibliotek.dk

Kristin Scott Thomas fik en pris som bedste kvindelige skuespiller - film med Kristin Scott Thomas

Og så fik de danske dogme-brødre en pris - fik du ikke set alle deres film?