mandag den 9. februar 2009

Bogbidder

  • Vil du overraskes?
  • Vil du læse noget andet, end du plejer?
  • Vil du inspireres?

Så sendes der alle hverdage mandag til fredag en bid af en bog direkte til din mailboks, sådan at du fredag har læst første kapitel af bogen. Det tager 5 - 10 minutter at læse en bogbid.

Mandag starter en ny bog. Bøgerne er nøje udvalgt, så der er noget for mænd og kvinder, unge og gamle, krimilæsere og finlitterære, bogslugere og småtspisende, kort sagt LÆSERE.

BOGBIDDER er åben for alle, og det er gratis at være tilmeldt. Med teksten - som i nogle uger også kommer som lydfil - følger links til bestilling og køb samt baggrundsviden om forfatter og titel.

Tilmeld dig Bogbidder - vælg at tilmelde dig via Bibliotek.dk.

fredag den 30. januar 2009

Læsernes Bogpris 2009

Fra den 30. januar til den 6. marts 2009 kan alle deltage i afstemningen om hvem der skal have Læsernes Bogpris for den bedste danske udgivelse i 2008.

Prisen uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Tidende i samarbejde med landets biblioteker. Sidste års vinder blev Peter Øvig Knudsen med "Blekingegadebanden".

Når man stemmer, deltager man også automatisk i lodtrækningen om et rejsegavekort på 3.000 kroner til Best travel eller én af de 10 signerede bogpakker med de ti nominerede bøger. Vinderne trækkes den 13. marts og får direkte besked.

De ti nominerede forfattere er:
Jens Christian Grøndahl- Dy Plambech- Susanne Staun- Ursula Andkjær Olsen- Joakim Jakobsen- Thomas Larsen -Finn Mortensen- Lars Movin- Hanne-Vibeke Holst- Ulrik Langen- Helle Helle



onsdag den 21. januar 2009

Gyldne Laurbær til Hanne-Vibeke Holst

Boghandlernes Gyldne Laurbær går i år til forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Hun får prisen for sin roman 'Dronningeofret', som afslutter trilogien, der også omfatter de to filmatiserede romaner 'Kronprinsessen' og 'Kongemordet'.

"Dronningeofret" har ligesom de to andre bøger i serien været bestsellere, men på trods af forfatternes popularitet har hun endnu ikke modtaget en litterær pris.

Men nu har boghandlere og ansatte i danske boghandler så efter afstemning tildelt Hanne- Vibeke Holst prisen "De Gyldne Laurbær"

Som 'Laurbær'-vinder modtager hun en check på 10.000 kroner, et boggavekort på 2.500 kroner, et guldemblem samt en laurbærkrans.

På Sorø Bibliotek kan du låne Dronningeofret samt Kronprinsessen og Kongemordet samt Hanne-Vibeke Holst andre bøger .

Læs mere på Politiken

tirsdag den 13. januar 2009

Pers 5 hurtige om musik


Jeg har været ansat som bibliotekar på Sorø Bibliotek i mere end 12 år, og et af mine hovedarbejdsområder har været Musikafdelingen. Derudover har jeg især beskæftiget mig med voksenbiblioteket og de senere år med Lokalhistorisk Arkiv.
Musikken har altid spillet en stor rolle i mit liv, og jeg har selv spillet guitar siden jeg var barn.


Hvad hører du i øjeblikket?
Jeg hører altid meget forskellig musik. I øjeblikket er det bl.a. duoen MGMT, som spiller elektronisk rock, De glade Sømænd og deres ny-fortolkninger af danske sømandssange, den gamle amerikanske folk-sanger Tom Paxtons nyeste cd ”Comedians and Angels”, Sort Sol og en cd med gregoriansk sang fra Cisterciensermunkene fra Stift Heiligenkreuz.
Mest hører jeg dog nok Runrigs fantastiske live-optagelse fra 2007 ”Year of the flood”. En udgivelse med både en cd og en dvd med koncerten. Den foregik på Runrig’s hjemmebane i Skotland foran 17000 begejstrede tilskuere, som på trods af øsende regnvejr var meget engagerede og medsyngende. Det er folk-rock på højeste plan.

Hvad var din første plade?
Den fik jeg ved en fejl tilsendt som medlem af Gyldendals Bogklub da jeg var ca. 13 år. Det var Crosby, Stills & Nash’s første LP ”CSN” fra 1969.
En meget kompleks og smuk plade, som krævede mange gennemlytninger før den fængede. Det fik den så heldigvis, fordi det var min eneste plade!
Siden har jeg lyttet meget til de tre herrer, som i perioder også har samarbejdet med Neil Young, og deres tætte vokalharmonier og smukke melodier.

Hvilken cd har betydet mest for dig?
Det er et svært spørgsmål, men svaret er nok Bob Dylans ”Freewheelin” fra 1963. Den åbnede øjnene for, at det var muligt at lave et mesterværk bare med en guitar og en mundharmonika. Dylan er ikke verdens bedste sanger, men en af de mest udtryksfulde – som vores egen Povl Dissing – og ”Freewheelin” indeholder en lang række fantastiske sange som ”Blowin’ in the wind”, ”Masters of War”, ”A Hard Rain” og ”Don’t Think Twice”. Samtidig fik det mig til at interessere mig for hele styrken af folk-sangere fra perioden. Kunstnere som Joan Baez, Tom Paxton, Judy Collins, Pete Seeger og Woody Guthrie. Og her hjemme fra folk som Benny Holst, Povl Dissing og Jan Toftlund.

Din bedste koncertoplevelse.
Det bliver to meget forskellige koncerter.
Den første var en koncert med Kim Larsen og Kjukken i Pumpehuset i København. Musikken var typisk Kim Larsen med en blanding af gamle Gasolin-numre og nye sange, men omgivelserne i et meget varmt og tætpakket Pumpehus, kombineret med publikums sammensætning – som gik fra helt unge til ældre med gangstativer - gjorde det til en usædvanlig intens oplevelse. Alle sang og hoppede med.
Den anden var en opførsel i Arenaen i Verona af Puccinis opera ”Turandot”. Det er et fantastisk sted med en formidabel akustik. 25000 mennesker sidder under åben himmel og hører operaen sunget uden forstærkning. Den mest berømte arie ”Nessun Dorma” blev sunget af stjernetenoren José Cura. Desværre blev det regnvejr, så vi fik ikke det sidste kvarter med. Forestillingen blev afbrudt. Det gjorde dog næsten oplevelsen endnu mere speciel. Ingen tvivl om at Veronas arena skal besøges igen, næste gang jeg er i nærheden af Norditalien.

fredag den 9. januar 2009

Tegneserien og filmene om Hellboy

I sidste uge gik filmen Hellboy 2: the Golden Army i Victoria Teatret. Filmen bygger på en tegneserie af amerikaneren Mike Mignola og handler om halvdæmonen med superstyrke, Hellboy, der arbejder for Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar, der forsvarer menneskeheden mod alskens ondskab i overnaturlig form. Netop pga. sit skræmmende ydre og mystiske ophav, er Hellboy en kompleks karakter, der ikke har helt nemt ved at finde sin plads her i verden.

Tegneserien blev fint omsat til film for første gang i 2004 af instruktøren Guillermo del Toro, hvor Ron Perlman også spillede rollen som den hornede, røde halvdæmon med de rappe replikker. Instruktøren har mellem Hellboy 1 og 2 lavet den spanske film Pans Labyrint, og det skinner tydeligt igennem i 2'eren, hvor det vrimler med magiske væsner i alle udformninger.

På biblioteket har vi 4 tegneserier på dansk om den røde (anti-)helt og hans kolleger i Bureauet.

Hellboy - ondskabens frø, fra 2003

Hellboy - væk djævelen!, fra 2004

Hellboy - undergangens højre hånd, fra 2007

Hellboy - kæmpeormen, fra 2008

Anbefalet af Elisabeth, voksenbiblioteket.

Nåede du at se filmen? Har du læst nogle af tegneserierne? Efterlad gerne en kommentar.

mandag den 5. januar 2009

European Film Awards - lån europæiske film på biblioteket

Kun 10% af filmene i de danske biografer er ikke fra Danmark eller USA. Dette blev nævnt i forbindelse med uddelingen af de europæiske filmpriser i København i starten af december.
Så hvis du vil se film fra de andre europæiske lande, må du finde andre veje - fx bibliotekerne!

Judi Dench fik en LIFETIME ACHIEVEMENT AWARD - find film (og teater) med Judi Dench på bibliotek.dk

Italiensk film fik mange priser. Find italienske film på bibliotek.dk

Tyske og spanske film var også nominerede, men var ikke så heldige som italienerne. Find tyske film på bibliotek.dk


Mike Leigh var en af de nominerede - find Mike Leigh-film på bibliotek.dk

Laurent Cantet var også blandt de nominerede - find film af Laurent Cantet på bibliotek.dk

Kristin Scott Thomas fik en pris som bedste kvindelige skuespiller - film med Kristin Scott Thomas

Og så fik de danske dogme-brødre en pris - fik du ikke set alle deres film?

tirsdag den 23. december 2008

tirsdag den 16. december 2008

Nyt tema på BNG: Finanskrise

I temaet får du gode råd om, hvordan du i krisetider bedst holder styr på privatøkonomien inklusive bolig og investeringer.

Her er også mulighed for, ved hjælp af statistik, analyser og kommentarer at følge med i den økonomiske krises udvikling og dermed blive klogere på verdensøkonomien.

Besøg Bibliotekernes NetGuides tema om finanskrisen.

torsdag den 11. december 2008

Dortes 5 hurtige om læsning

Hej - Jeg hedder Dorte og jeg er bibliotekar. Tidligere arbejdede jeg på Dianalund Bibliotek, men nu arbejder jeg også på bibliotekerne i Sorø og Stenlille.

Jeg holder meget af at læse og læser meget forskelligt: Fantasy, slægt, krimi, biografier etc.. Jeg prøver at læse så bredt så muligt - så jeg i mit daglige arbejde bedre kan vejlede lånerne - både børn og voksne. Mange af bøgerne "læser" jeg i min bil på vej til arbejde.

Om jeg kan lide én bog afhænger af måden som forfatteren skriver på - svært at forklare - men nogle forfattere skriver på en meget smuk måde. Fx. Ida Jessen - hendes bøger er jeg helt vild med og Niels Brunse er også dygtig. Er sproget godt - så kan man sagtens læse sig igennem slægtsromaner i flere bind - som fx. John Nehms Dagen og vejen eller Ole Frøstrups bøger om Sofie - og sidst men ikke mindst Villy Damstrups trilogi Tvivleren.

Og vinderen er: J.K. Rowling - hendes serie om Harry Potter, som jeg har læst på originalsproget, det er rent guf. Hun leger med sproget/opfinder sine egne ord og hendes beskrivelser af personer og miljø - jamen der er masser stof til fantasien. Og for mig er en god bog - en bog hvor man inde i hovedet - ved hjælp af forfatterens beskrivelse - kan se personerne fuldstændigt for sig og man kan se deres omgivelser for sig.

Hvad læser du i øjeblikket?
Det sidste kongerige af Bernard Cornwell. Bogen, der er første del i en serie, foregår i England i 800-tallet og handler om drengen Uhtred. Uthreds far myrdes af danskerne/vikingerne og Uthred tages som gidsel af danskerne og vokser op blandt dem og lærer at slås som dem. Men som ung mand bliver han nødt til at vælge, om han vil være dansker eller viking - hvilken side vil han kæmpe på. Der er voldsomme kampe mellem danskerne og englænderne og man er godt underholdt - selvom det er nogle barbarer både danskere og englændere.
Jeg har aldrig før læst noget af denne forfatter - men nu skulle det være og jeg synes faktisk, at det er god underholdning - vi nedstammer fra nogle fantastiske krigere/strateger.

Hvad har været din største læse oplevelse det sidste år?
Den største bobbob - svært at sige...
Men det bliver nok - Stærk mand i Hollywood / Sven-Ole Thorsen.
Jeg har altid syntes, at det var sjovt at spotte vores danske mand i Hollywood-filmene, så derfor var det sjovt at læse hans bog - hvor han fortalte om de roller, han har haft og de berømte filmstjerner han har spillet/festet sammen med. Jeg kan varmt anbefale den - især til fans af Arnold Schwarzenegger, da han jo er en nær ven af Sven-Ole Thorsen.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Jeg kan ikke nøjes med én - jeg er nødt til at nævne to: Ramoth Bezer og Fiskerne.
Ramoth Bezer - fordi at den beviser at der bag et kedeligt ydre – kan gemme sig en fantastisk fortælling – man aldrig glemmer - døm aldrig en bog på dens forside. Historien handler om en historie-professor, der modtager et "gammelt" manuskript, som han skal prøve at verificere rigtigheden af. Samtidig med opklaringen af dette - læser man også manuskriptet. Og slutningen på det hele er det mest geniale - jeg kan kun sige: LÆS DEN!

Fiskerne af Hans Kirk - denne bog har jeg læst rigtig mange gange, historien om det lille fiskersamfund i Jylland og menneskernes hårde liv. Hans Kirks personbeskrivelser og beskrivelsen af den ondskab - man skal bare læse den. Det er en gammel bog - men den er bestemt læseværdig.

Hvilken bog husker du som den første, du læste ?
Jeg læste Gyldendals børneklassikere - og af dem var Onkel Toms hytte - min favorit - jeg tror at bogen kunne vrides bagefter - så meget græd jeg.
At have læst bøger som: Onkel Toms Hytte, Børnene i Nyskoven og Baskervilles Hund som barn - disse fantastiske historier - har helt sikkert gjort mig til den bogelsker - jeg er i dag.

Hvilken Boggenre bryder du dig ikke om?
Det er ikke en genre - men bøger med åbne slutninger - jeg kan ikke fordrage bøger - hvor jeg ikke får en slutning - når jeg har læst sig igennem 350 sider - så vil jeg have en slutning.

fredag den 5. december 2008

Nisser i litteraturen

Denne måneds tema på Litteratursiden er nisser i litteraturen. Vidste du fx at nisser har været kendt i Norden i mere end 600 år og var engang en gårdbo med navne som Niels, Nis eller Nisse.
Gårdboen beskrives som en lille sky mandsling, der lister omkring på gården om natten og sørger for, at alt går som det skal. Det er ikke let at få øje på ham, men det er let at opdage, om der er en gårdbo, for så vil der være fint og rent overalt, og dyrene vil ha' det godt!

Gårdboen er ikke så lystig og rar som julenissen. Gårdboen har ingen sans for humor, og hvis det er som de fleste siger, skal man være forsigtig med at fornærme og drille ham, for han er nemlig meget følsom og skammer sig over at være så lille.

Først i 1800-tallet dukker julnissen op i bøger og blade- illusteret som enten små drengenisser eller gamle mænd med skæg.

I dag findes nissen i mange variationer og den nyeste trend er nisser med meterlange ben!

På litteratursiden kan du læse mere om nisser og finde inspiration til gode julebøger.

Sorø Bibliotek fejrer også julen med pynt og juletræ og udstilling af julemusik og julebøger.

Vi ønsker alle vore lånere en glædelig jul!