torsdag den 29. oktober 2009

Årets kulturpris til foreningen Liv i Stenlille

(Bestyrelsen i Liv i Stenlille)


Lørdag d. 7. november kl. 14 uddeles Sorø Kommunes Kulturpris. Prisen i år gives til foreningen Liv i Stenlille for deres store indsats med Stenlille Festival.

Kulturprisen bliver givet til en person, forening eller institution, som har gjort sig særligt bemærket indenfor kulturen.

Foreningen Liv i Stenlille blev oprettet i dec. 2001 med tanker om at styrke det sociale sammenhold mellem borgere i Stenlille. Foreningen har taget initiativ til Stenlille Festival, LIS-fester (fester for 14-17-årige). Desuden afholder foreningen også Stenlille-fest, SodaDisk og Julemærkemarch hvert år.

Det er Kultur- og Fritidsudvalget som har valgt at give Liv i Stenlille prisen. Udover æren modtager foreningen 5000 kr.

Læs mere om festvalen på http://www.livistenlille.dk/

onsdag den 28. oktober 2009

Kirstens 5 hurtige om læsning

Jeg hedder Kirsten, er 35 år og har været ansat på Sorø Bibliotek som børnebibliotekar i 2 ½ år. Jeg er gift og har to drenge på 8 og 10 år. Jeg spiller World of Warcraft og laver hjemmesider i fritiden, og er også ansvarlig for Børnebibliotekets hjemmeside samt med i web-gruppen for www.soroebib.dk. Jeg læser især børne- og ungdomsbøger, både for at holde mig ajour med feltet, men også fordi at mange af bøgerne er skrevet på en måde, som gør, at jeg glemmer tid og sted, når jeg læser dem. Ind i mellem sniger der sig dog også en voksenbog ind. Min yndlingsgenre er fantasy, og vi har faktisk en del bøger på Børnebiblioteket, som også er for unge og voksne.

Hvad læser du i øjeblikket?
For tiden er jeg i gang med Historikeren af Elizabeth Kostova , en almindelig roman for voksne, men som i høj grad er en fantastisk fortælling om jagten på Dracula. Den har nogle aspekter fra fantasy-genren krydret med historie og litterære værker. En af mine kollegaer anbefalede den til mig, og jeg synes, at den er rigtigt spændende, så tak for det.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?
Her må jeg fremhæve serien om De sorte troldmænd, bind 1-6, som handler om pigen Sonea. Uden at røbe for meget, vil jeg sidestille forfatteren Trudi Canavan med Joanna K. Rowling, som har skrevet Harry Potter-bøgerne. Denne gang har en pige hovedrollen, og igen handler det om magiske evner og hvordan man kontrollerer dem, og hvad man skal gå igennem af eventyr for at lære at leve med dem. Det er en fantasy-serie, som jeg vil anbefale til unge og voksne.

Hvad glæder du dig til at læse?
Jeg har mange på min liste, her er et lille udpluk: Frankenstein af Mary Shelley, Dragens kys af Josefine Ottesen, Luftkastellet der blev sprængt af Stieg Larsson. Derudover glæder jeg mig til at læse nogle af de mange nye bøger, der udkommer hver måned.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Bøgerne om Eragon (af Christopher Paolini) – både fordi at de er skrevet på en måde, så man lever sig helt ind i historien, men også fordi min ældste søn på 10 år også er helt vild med dem, så vi nu har fået en fælles interesse. Vi venter begge med længsel på det 4. og sidste bind, som endnu ikke er udkommet.

Hvilken genre bryder du dig ikke om?
Især digte, måske fordi vi i folkeskolen og gymnasiet blev tvunget til at analysere dem ned til den mindste detalje – og det var en lettelse at slippe for dem, da jeg blev færdig med skolen.

torsdag den 22. oktober 2009

Strikkeforedrag med Annette Danielsen.

Onsdag den 21. oktober afholdt Sorø Bibliotek i samarbejde med håndarbejdsgruppen Saxo og Garnbixen fra Holbæk en aften med Annette Danielsen.

Til dagligt arbejder Annette Danielsen i Århus hos Marianne Isager, en anden kendt dansk strikkedesigner.
Annette Danielsen har skrevet tre bøger om strik.

"Hønsefødder og gulerødder", en bog med strik til børn

"Strik naturligvis", i denne bog er der voksenmodeller, både til mænd og kvinder.

Den nyeste hedder: "Det er ganske vist" og er også til børn. I denne bog er modellerne inspireret af H. C. Andersen.

Annette Danielsen fortalte om sine modeller og hvorfra hun havde fået inspirationen.
De 90 fremmødte fik brug for deres medbragte strikkepinde. Annette Danielsen udleverede garn og vejledninger, og der kom gang i strikkepindene.
Det udleverede materiale beskrev, hvorledes de forskellige modellers detaljer bliver strikket.

Så inden aftenen var slut, kunne de fremmødte strikke bieser, lave huller, slå om pinden og ikke mindst strikke vendestrik, Annette Danielsens "favoritdisciplin".

lørdag den 17. oktober 2009

Bogbyttedag

Folk trodsede blæst og regn for at møde op til bogbyttedag fredag og lørdag i efterårsferien. Dagene op til havde vi samlet folks private bøger sammen og stillede dem så fredag frem.

Kl. 12 gik det løs og de hjemløse bøger fik hurtigt nye ejere!

Bogbyttedagen blev en succes, som vi vil gentage engang til næste år.

fredag den 9. oktober 2009

Herta Müller vinder Nobelpris i litteratur

Nobelprisen i litteratur er blevet tildelt den tyske forfatter Herta Müller. Nobelkomitéen har givet prisen til den 56-årige rumænskfødte forfatter blandt andet for hendes evne til 'fortættet poetisk' og med en 'åbenhjertig prosa' at skildre »de fordrevnes landskab«.

Herta Müller og hendes mand flygtede fra Ceausescus styre til Vestberlin i 1987, fordi hun i sit værk åbent kritiserede forholdene i det dengang kommunistiske Rumænien.

Herta Müller debuterede som forfatter i 1982 med novellerne 'Niederungen'. En samling, der straks blev censureret af den rumænske regering. To år senere blev bogen udgivet på tysk, og i 1985 kom den på dansk med titlen 'Lavninger'.

Herta Müller er den første nobelprismodtager i litteratur fra Tyskland siden Günter Grass, der blev hædret i 1999. Valget af netop hende – i 20-året for Murens fald - kommer ikke som nogen stor overraskelse. Bookmakerfirmaet Ladbrokes mente dog indtil i dag, at den israelske forfatter og fredsaktivist Amos Oz stod med de bedste kort på hånden.

Læs mere i Berlingske Tidende

Læs mere i Politiken

Reserver biogafien om Hera Müller: "Kongen bukker og dræber"

Reserver romanen: "Dyret i hjertet"