Jeg hedder Elisabeth og arbejder primært i voksenudlånet i Sorø. Jeg læser en del tegneserier, især amerikanske, så dem vil jeg gerne fortælle lidt om.
Hvad læser du i øjeblikket?Jeg har netop læst Frank Millers "Sin City – Ind i Helvede" færdig. Det er historien om den tidligere soldat Wallace, der redder den unge, smukke kvinde Esther fra et selvmordsforsøg. Men Esther er i meget større vanskeligheder end Wallace først er klar over, og pludselig er han oppe mod nogle meget farlige og magtfulde mennesker for at redde sin elskede. Jeg elsker Sin City serien, og selvom jeg normalt mest falder for de gode historier, er jeg også vild med tegnestilen i Sin City, hvor jeg synes, at hver tegning nærmest er en kunstværk i sig selv.
Hvad var din først tegneserie?Som yngre læste jeg en del Anders And-blade, men jeg voksede vist hurtigt fra dem, og så gik turen henover serier som Smølferne, Yuko Tsuno, Splint & Co. o.m.a., for så at standse igen ved de amerikanske serier; inkl. superhelteserier.
Hvad har været din største læseoplevelse de sidste år?Jeg er ret vild med serien om Barrow, Alaska, der starter med "Nat i 30 dage" skrevet af Steve Niles og tegnet af Ben Templesmith. Det er en historie om en lille by, hvor sollyset slet ikke viser sig i en hel måned, og det gør byen til et stort tag-selv-bord for en flok sultne vampyrer. Men byens indbyggere giver ikke op uden kamp, og med sheriffen og hans kone i spidsen, forskanser de sig for at overleve de 30 dage belejringen varer. Tegnestilen er speciel, grov og lidt grumset, men den passer godt til historien, og er en af de mest uhyggelige skildringer af vampyrer, jeg endnu har set: vilde og dyriske men samtidig sofistikerede.
Hvilken tegneserie har betydet mest for dig?Den tegneserie, der virkelig åbnede mine øjne for tegneseriers kvaliteter, er serien "Preacher" skrevet af Garth Ennis og tegnet af Steve Dillon. Jeg kan ikke stå for serier, hvor der er en rigtig god historie, og det er der bestemt i Preacher, hvor der både er vampyrer, spøgelsescowboys, engle, hårdkogte sydstatsfolk, og ikke mindst: en helt, der er præst - det ser man ikke særlig ofte. I serien besættes præsten Jesse Custer af den guddommelige skabning Genesis, der er produktet af en affære mellem en engel og en dæmon. Besættelsen resulterer i evnen til at tale med en stemme, der er så kraftfuld, at folk ikke kan andet end at adlyde dens bud. Custer giver sig ud på en rejse for at finde og konfrontere Gud, og får følgeskab af sin tidligere kæreste, den barske Tulip og den fordrukne, irske vampyr Cassidy, altimens de jages af en hemmelig orden samt den genopstandne pistolmand The Saint of Killers. Det er ærgeligt serien aldrig er udkommet på dansk, men den kan sagtens læses på engelsk, og oven i købet gør en stor del af dialogen sig bedst på originalsprog.
Hvilken genre bryder du dig ikke om?Jeg holder mig mest til de amerikanske serier. Det skyldes dog ikke decideret modvilje mod europæiske serier, jeg er bare ikke rigtig snublet over en serie, der har fænget mig. Dog med en enkelt undtagelse. Jeg har læst et par stykker af den franske serie "Blacksad" af Juan Díaz Canales. Det er en serie, hvis noir-univers i virkeligheden minder lidt om Sin City, men er befolket af væsner med menneskekroppe med dyrehoveder. Hovedpersonen er fx. en kat, der arbejder som privatdetektiv. Det er bestemt en serie, jeg vil holde øje med i fremtiden.