En ny Batman-film har netop haft premiere i de danske biografer. Filmen er en opfølger til Batman Begins fra 2005. Instruktøren af begge film er Christopher Nolan, som tidligere bla. har lavet The Prestige, Insomnia og Memento.
Christian Bale spiller hovedrollen som Batman/Bruce Wayne, og han får følgeskab af andre stærke kræfter som Michael Caine, Gary Oldman og Morgan Freeman. Heath Ledger spiller ærkefjenden Jokeren, og rollen blev Ledgers sidste, før den unge talentfulde skuespiller så tragisk døde tidligere i år.
Filmen har fået fremragende anmeldelser, og efter min mening fortjener den dem til fulde. Castingen er glimrende, og Ledgers præstation er uforglemmelig, skræmmende og fascinerende. Filmen er mørk og dyster, og karakteren Batman er langt fra endimensionel "good guy", men en kompleks figur, der både rummer helt og skurk.
Stort indtryk gjorde også filmens stemningsfulde musik, der konstant bygger intense scener op, og er med til at gøre filmen så helstøbt. Filmens musik er da også skrevet af hele to komponister, nemlig de erfarne Hans Zimmer og James Newton Howard.
Det har helt sikkert gavnet filmene, at det ikke er en traditionel actionfilm-instruktør, der har lavet dem, men en der mere har sans for og interesse for det menneskelige hos karaktererne og balancen mellem at gøre godt og ondt. Der er naturligvis heftige actionscener og rige eksempler på Batmans mange teknologiske hjælpemidler, men det bliver aldrig for meget.
Hilsen Elisabeth, voksenbiblioteket
Skal du se filmen? Har du set den, og hvad synes du? Efterlad gerne en kommentar.